tirsdag den 24. december 2013

Vil bare lige ønske alle en rigtig dejlig jul !!!

Min allerbedste julegave fik jeg igår med beskeden om at der ikke er nogen kræftceller i mine lymfer.

Tak julemand, skytsengel eller hvem det end er, der er så sød at passe godt på mig.

mandag den 23. december 2013

Svar på biopsi

Ja, klokken blev 12 (kun to timers forsinkelse) før jeg blev kaldt ind, men det var ventetiden værd.
Ingen metastaser!
En lille rand med tegn på bindevævssygdommen sarkoidose, men normale blodprøver som taler imod denne diagnose. Så konklusionen er pt. ingen af delene. Jeg gik derfra dybt forvirret, men GLAD. Bare der ikke er kræft og det er der slet ikke - juhuuuuu!!!!

Ihhh...

Sidder lige nu på Gentofte hospital og venter på svar på min biopsi. Her er virkelig mange mennesker og det er nu en halv time siden jeg skulle have været kaldt ind. Gad vide hvornår det bliver min tur????
Jeg har ikke kunne sove i nat af spænding på, hvad jeg mon får at vide. Jeg vil bare ha det svar nu!!!

torsdag den 19. december 2013

What a day?

Her kommer lidt om dagen igår. Jeg mødte ind på Gentofte Hospital, lungemedicinsk afd. kl. 7.45. Ventede til kl. 10.30, hvor jeg blev hentet af en portør og kørt til operationsafsnittet. Og her bliver det spændende...
Jeg havde til min før-undersøgelse for en uge siden krævet, at min port skulle anvendes til narkosen.
Jeg ville på ingen måde have nogle stik i min hånd eller arm. Det var til samtalen med anæstesi-lægen at jeg blev bekymret, for han anede intet om PAC-porte??? Han var ikke sikker på om man havde de rigtige nåle på Gentofte til at stikke med??? Han spurgte mig om jeg evt. selv kunne skaffe sådan en nål??? Han havde aldrig før haft nogle patienter med en port??? Seriøst???
Jeg gik, meget bekymret efter denne samtale, tilbage til min kontaktsygeplejerske på Gentofte og fortalte, at jeg ville blive meget glad hvis hun kunne skaffe en nål til min port og det lovede hun at sørge for...det skulle jeg ihvertfald ikke selv gøre. Jeg pointerede mange gange, at hun ikke måtte glemme det og jeg gik derfra med en tro på, at hun havde styr på det. Og det havde hun!!! Der var sørget for en nål til mig igår, MEN da jeg lå på briksen ringede en af sygeplejersken til nogle læger og sagde: "Nu er hun her, hende med porten, så hvis I ville se med er det nu". Hvorefter hun sagde til mig:" ja, jeg håber det er okay, at der lige kommer nogle og kigger med, for vi har aldrig haft en med en port før".
Der var jeg lige ved at få spat! Hvor utrygt er det lige at tænke på... Nå, men ind vælter der flere læger, sygeplejersker og ham der skulle lægge nålen var da det største rysteribs. "uhhh... hvordan gør man mon det her", "det har jeg aldrig prøvet før", "kan du fortælle mig, hvordan de plejer at gøre", "skal du ikke have bedøvelsescreme på inden jeg stikker" osv...
Og så er det ligesom om man ikke rigtig har noget andet valg end at tage kontrollen over situationen.
Og mens jeg havde 10 mennesker stående med hovedet nede i mit bryst så måtte jeg guide ham anæstesi-sygeplejersken fra a-z. Du godeste hvor nedtur! Men det lykkedes. Og han var helt lykkelig (det samme var jeg), mens de andre kom med kommentarer som: "Nå, det er sådan den virker... det er godt nok smart". "Mange tak fordi vi måtte komme og kigge med og se, hvordan man benytter sådan en port", "Ja, du blev jo lige ret interessant for os her på afdelingen". Øhhhh... okay???
Til slut sagde den ene læge dog: "kan du nu sove godt og tænk på noget dejligt", mens han nussede mit ben. Ja, det var faktisk lidt rart med lidt omsorg eller hvad man kalder det? Synes det lige havde været en lidt besynderlig situation eller bare en helt forkert følelse af ikke at være i trygge hænder.
Nå, men da nålen nu var på plads og tilskuerne var smuttet igen, så gik der ikke mange sekunder før de sprøjtede bedøvelsen ind. Jeg blev godt svimmel i knolden og var pludselig helt væk. Imens førte de et bronkoskopi ned igennem halsen og hapsede en vævsprøve fra den forstørrede lymfe imellem mine lunger.
En time efter lå jeg på opvågningen - AV, min hals!!!
Det gjorde mega nas når jeg skulle hoste, hvilket jeg desværre skulle alt for ofte. Irritationshoste, let hæshed, samt synkesmerter og ondt i halsen kan forekomme. Efter undersøgelsen kan du hoste blod op, hvilket er normalt. Ja, alt dette kan jeg da godt skrive under på.
Kl. 12.30 tog vi hjem og jeg var så træt. Havde været ret nervøs over denne undersøgelse, ja ikke fordi det er det værste jeg har prøvet... tror bare jeg er ved at være godt træt af det hele. Gider ikke flere undersøgelser. Og var igår lidt for dygtig til at tænke på alt det, der i princippet kunne gå galt ved denne undersøgelse. Tåbeligt, men uundgåeligt at styre sine fjollede tanker til tider. Men da det hele så var overstået så havde jeg bare intet energi til resten af dagen. Snorksov det meste af eftermiddagen og idag har faktisk også været ret sløv i det. Stadig ondt i halsen, men bedre end i går.
Så nu venter vi bare på et svar... !
Ja, man lever da livet i spænding - argghhh!



onsdag den 18. december 2013

Biopsi

Ja, så ligger man og veeenter her på Gentofte hospital. Idag skal jeg ha taget en biopsi af min lymfe mellem lungerne. Det foregår i fuld narkose. Øv, hvor jeg hader det!
Håber jeg snart kan blive fri for de undersøgelser?
 
I guder her er kedeligt. Godt man har sin kugleskøre husbond med :-) det hjælper da lidt på det i det her venterum fyldt med gamle mænd, der snorker!!!

tirsdag den 17. december 2013

Artikel fra videnskab.dk

Cannabis kan dræbe kræftceller og bremse sklerose

Man bør ikke medicinere sig selv med cannabis, lød advarslen for nyligt fra Sundhedsstyrelsen. Men stoffet kan faktisk lindre smerte og kvalme, bekæmpe kramper og endda slå kræftceller ihjel, viser forskning.

 
Cannabis kommer fra hampplanten. Stoffet har en euroforiserende effekt, men også en helbredende virkning mod en række sygdomme. (Foto: Colourbox)
 
Mennesker med kroniske smerter, rystelser og uønskede spastiske bevægelser samt kræftpatienter, der konstant har kvalme på grund af kemoterapi, kan have gode grunde til at bryde loven og ryge en joint, selv om Sundhedsstyrelsen for nyligt udsendte et notat, der advarede mod den form for selvmedicinering.
Cannabis har nemlig dokumenteret virkning mod smerter, opkastningsfornemmelser og neurologiske lidelser. Plantens aktive stoffer kan endda slå kræftceller ihjel, viser forskning.
»Cannabis virker beroligende, appetitstimulerende og kan også have en smertestillende effekt. Det er der videnskabelig evidens for,« siger blandt andre Harald S. Hansen, der er professor på København Universitets (KU) Institut for Lægemiddeldesign og Farmakologi.
Lægemiddelindustrien undgår cannabis
I en årrække har forskere fra hele verden lavet dyre- og laboratorieforsøg med cannabis. Stoffet har nemlig over 60 såkaldte cannabinoider. Cannabinoider er kemikalier, der påvirker receptorer i hjernen, når de ryges, spises eller på andre måder kommer ind i blodet.
Allerede i 2005 konkluderede Harald S. Hansen og en gruppe kolleger i tidsskriftet Lægemiddelforskning, at der er et hav af muligheder for at bruge hamp medicinsk. Plantens cannabinoider har gavnlige effekter mod en lang række dyremodeller for forskellige sygdomme som sklerose, kræft, epilepsi, diabetes, Parkinson, Alzheimers og mave- tarmsygdomme, skrev forskerne i deres artikel.
Men forskning i hampens gavnlige effekter kommer sjældent længere end til universiteternes laboratorier og i bedste fald til de videnskabelige tidsskrifter, for lægemiddelindustrien har ikke særlig meget lyst til at røre ved cannabis og bruge den berygtede plante i medikamenter, siger Harald S. Hansen.
»Når stoffer har en euforiserende virkning, er det svært at få dem godkendt som lægemidler, så det vil de helst ikke arbejde med. Industrien undgår helst stoffer som cannabis, der stimulerer receptorer i hjernens centralnervesystem, fordi de så hører til under narkotikalovgivningen, og det gør godkendelsesprocessen meget vanskelig,« siger professoren.
Kronisk syge må bryde loven
I Danmark er der indtil videre kun to godkendte lægemidler, der indeholder cannabinoider. I følge Henrik Hasseldam, der er lektor i sundhedsvidenskab, bliver de to cannabismedikamenter kun udskrevet i sjældne tilfælde til folk med meget alvorlig sklerose eller cancer.
Størstedelen af Danmarks 12.000-13.000 sklerosepatienter, gigtplagede danskere og andre med kroniske lidelser er stadig nødsaget til at bryde loven og handle med lyssky hashpushere, hvis de vil have gavn af cannabisplantens lindrende effekter.
»Mange sklerosepatienter vil gerne have cannabismedicinen, men kan ikke få den, for den er ikke alment accepteret til behandling af sygdommen. Derfor er der med stor sandsynlighed mange, som medicinerer sig selv«, siger postdoc Henrik Hasseldam, der forsker i sklerose på KU's Biotech Research & Innovation Center (BRIC).
Daglig dosis cannabis kan bremse sklerose
En langvarig lav og kontrolleret daglig dosis af cannabis ser ellers ud til i en vis grad at kunne bremse sklerosens udvikling, konkluderede Henrik Hasseldam for et par år siden i en artikel publiceret i det anerkendte videnskabelige tidsskrift International Journal of Neuroscience.
Henrik Hasseldam og kolleger var nået frem til deres opsigtsvækkende resultater efter at have lavet forsøg med rotter.
»Overordnet set viste forsøgene, at cannabinoider har gavnlige effekter mod sklerose, fordi de lægger en dæmper på immunforsvaret, som er overaktiveret hos patienterne. Størstedelen af de sklerosepatienter, der selvmedicinerer sig med cannabis, gør det dog, fordi det lindrer deres smerter,« siger Henrik Hasseldam.
Cannabinoider nedsætter kramper og muskelstivhed

Fakta

Cannabinoider er psykoaktive stoffer i cannabis.
Når man ryger cannabis eller på andre måder indtager stoffet, påvirker cannabinoiderne kroppens celler via receptorer, der sidder på cellernes overflade.
Cellerne har to receptorer for cannabinoider. De kaldes CB1 og CB2.
CB1 receptoren giver signal til nervesystemet, så man bliver 'skæv'. Det er altså CB1 receptoren, der medfører, at cannabis påvirker humøret, appetitten, kan give hallucinationer, påvirke hukommelsen osv..
CB2 receptoren findes især på immunsystemets celler, det vil sige blandt andet på de hvide blodlegemer, men også på kræftceller.
Forskerne kender mere end 60 forskellige slags cannabinoider.
En del af de kendte cannabinoider stammer fra hampplanten (Cannabis sativa). De kaldes phytocannabinoider.
Kroppen producerer også sine egne cannabinoider. De kaldes endocannabinoider.
Selv om danske sklerosepatienter især tyr til cannabis for at reducere deres smerter, er der netop kommet flere beviser på, at planten også kan have andre gavnlige effekter på andre aspekter af deres sygdom: Tyske studier viste tidligere i år, at lægemidlet Sativex, som indeholder cannabinoider, nedsætter sklerosepatienters kramper og muskelstivhed.
I undersøgelsen kaldet MOVE2 fulgte forskerne 300 patienter, som tog Sativex. Efter en måned var patienternes kraftige spasticitet, som er en af symptomerne på multipel sklerose, reduceret med mindst 30 procent.
Sativex, som er en mundspay, der sprøjtes under tungen, er et af de cannabis-lægemidler, der er godkendt i Danmark blandt andet til sklerosepatienter, men det er svært at få fingrene i. I følge Statens Seruminstitut var der sidste år kun 50 danskere, der fik medicinen, som udelukkende kan udskrives af speciallæger i neurologi.
»Midlet har den kedelige bivirkning, at man bliver enorm sløv. Hvis man i forvejen har svært ved at have et arbejde, bliver det ikke nemmere, hvis man er på intensiv cannabisbehandling. Det er én af årsagerne til, at man er påpasselig med at udskrive Sativex,« siger Henrik Hasseldam.
»Men som sklerose patient foretrækker man måske at være lidt sløv og ukoncentreret på grund af cannabis frem for at have kramper, spastiske bevægelser og stærke smerter dagen lang. Man kan for øvrigt også blive sløv og træt af de andre lægemidler mod sklerose, der er på markedet, og de har også en række andre uheldige bivirkninger. Derfor forskes der intensivt i udviklingen af nye midler,« fortsætter han.
Smerteplagende patienter tyr til sjov tobak
Lars Arendt-Nielsen, der er professor på Aalborg Universitets Center for Sensory-Motor Interaction og er en af Danmarks førende forskere i smertebehandling, har også hørt om patienter, der medicinerer sig selv med cannabis, fordi der ikke er andre midler, som hjælper.
»De smertestillende lægemidler, der er på markedet, virker ikke godt nok. Langt de fleste kroniske smertepatienter, bliver ikke lindret - der er desperat brug for nye medikamenter, så folk prøver alle mulige alternative midler. Kroniske smertepatienter, specielt i udlandet, ryger for eksempel hash for at hæmme smerterne,« siger Lars Arendt-Nielsen.
Professoren kan godt forstå, at nogle smerteplagede mennesker tyr til sjov tobak, for når man ryger hash binder hampplantens cannabinoider sig til receptorer i det perifere og centrale nervesystem, som har med smerter at gøre.
»Der er farmaceutiske firmaer, der har prøvet at fremstille cannabionoiderne syntetisk, men desværre har det ikke været så let at producere syntetisk cannabis med en tilstrækkelig effekt på smertesystemet, uden at folk får bivirkninger,« siger Lars Arendt-Nielsen.
Bivirkningerne ved syntetisk cannabis er de samme, som når man ryger hash: Man bliver skæv, træt, ukoncentreret, glemsom, og ved langvarig brug kan man blive deprimeret og få andre psykiske lidelser. Derfor er det svært at få midlerne godkendt til medicinsk brug.
»I øjeblikket forsøger man derfor at udvikle cannabismidler, som udelukkende angriber receptorerne i det perifere nervesystem for at få en smertelindrende virkning uden de bivirkninger, der opstår, når centralnervesystemet bliver påvirket,« siger Lars Arendt-Nielsen.
Cannabis kan dræbe kræftceller
Cannabis er altså smertelindrende, og forskning viser, at planten også reducerer kramper og rystelser forårsaget af sygdomme som multiple sklerose, epilepsi og Parkinson. Men det er ikke alt: Stoffet er også kvalmenedsættende, viser forskning ifølge Kræftens Bekæmpelse (KB). Nogle kræftpatienter, der får kemoterapi, bruger derfor cannabis til at få appetitten tilbage.
Og når det kommer til kræft, er der evidens for, at den kontroversielle euforiserende plante har endnu større potentiale end bare at være symptomlindrende: Cannabis kan ligefrem slå kræftceller ihjel.

Fakta

Cannabis er en fællesbetegnelse for hash, marihuana, pot og andre stoffer, der kommer fra hampplanten (Cannabis sativa).
Hash udvindes af plantens harpiks, som er en fedtsyre. Marihuana eller pot er tørrede blade fra planten.
Det kemiske stof i cannabis med flest psykoaktive virkninger, kaldes THC (Tetra Hydro Cannabinol).
»Cannabinoiderne i cannabis hindrer, at kræftceller spreder sig, og de medvirker til kræftcelledød, fordi de rammer nogle receptorer, som generelt er opreguleret i kræftceller. Det har man vist i en række forsøg. Der ingen tvivl om, at cannabinoider meget effektivt dræber kræftceller,« siger Marja Jäättelä, der er forskningsleder for Celledød og metabolisme på Kræftens Bekæmpelses Center for Kræftforskning.
Men cannabinoider dræber også immunceller
Problemet er, at det er teknisk svært at arbejde med cannabinoider i kræftforskning, blandt andet fordi forskerne skal bruge en anden kultur, end de plejer, når de opdyrker cellerne til forsøgene. Så selv om især spanske forskere har fået lovende resultater ud af forsøg med cannabinoider, har Kræftens Bekæmpelse endnu ikke testet stofferne.
»Et andet problem er, at cannabinoiderne også dræber immuncellerne, og det er ikke så godt i forbindelse med kræft. Man skal finde en selektiv metode, hvor man kun dræber kræftcellerne og ikke immunforsvaret. Generelt synes jeg dog, det er en god idé at forske videre i cannabinoider, og det er bestemt noget, kræftforskere ser et potentiale indenfor,« siger Majla Jäättelä.
Marihuana kan bliver fremtidens kur mod kræft
Majla Jäätteläs kollega Franscesco Cecconi, der er forskningsleder på Kræftens Bekæmpelses center for Cellestress- og overlevelse, var i 2009 medforfatter på en videnskabelig artikel, som beskrev, hvordan cannabinoider kan medføre kræftcelledød hos mennesker og mus. Artiklen blev publiceret i det videnskabelige tidsskrift The Journal of Clinical Investigation.
»Der er adskillige studier, som peger på den mulighed, at cannabinioder – særligt dem, der findes i THC, som er det aktive stof i marihuana - i fremtiden kan blive et effektiv middel mod kræft. I studiet, som jeg lavede sammen med kolleger fra Madrid, viste vi, at cannabinoider kan fremskynde kræftcelledød i mennesker via stimulation af autofagi,« forklarer Franscesco Cecconi.
THC stresser kræftcellerne
Autofagi er en fysiologisk proces, der hele tiden udspiller sig i vores celler, når de reparerer og renser sig selv for eksempel for giftige kemikalier, virus og bakterier.
»Når man stimulerer autofagi-processen, kan man forårsage celledød. Vi viste, at THC i hjerneceller aktiverer en endeløs autogafi, som stresser kræftcellerne og i sidste ende dræber dem. Udfordringen er nu at udvikle en metode, så man kun rammer kræftcellerne uden også at skade de omkringliggende sunde celler,« siger Franscesco Cecconi.
»Autogafi-stimulation er stadig et risikabelt værktøj, og virkningen af den kan variere mellem forskellige typer kræft. I princippet kan cannabinoider fra cannabis i fremtiden blive en effektiv metode til at ramme og dræbe kræft i mennesker, men det er nødvendigt at forske mere i det,« fortsætter han.
En joint er kræftfremkaldende
Selv om cannabinoider med sikkerhed slår kræftceller ihjel, skal forskerne altså finde ud af, hvordan man undgår, at de også dræber kroppens sunde celler, før de kan bruges som et effektivt middel mod kræft.
Kræftens Bekæmpelse advarer derfor mod, at man ryger hash i den tro, at røgen kan helbrede.
Og selv om en joint kan reducere den kvalme, der kan opstå, når man får kemoterapi, fraråder organisationen også, at man bruger den sjove tobak som appetitvækker: En joint indholder nemlig de samme kræftfremkaldende stoffer som tobak endda i en 50 procent højere koncentration. Indholdet af tjære er tilmed omkring 3 gange så højt i en hashjoint som i en almindelig cigaret.
Cannabis har alvorlige bivirkninger
Kræftens Bekæmpelse og Sundhedsstyrelsen oplyser desuden, at der er andre kvalme-nedsættende midler, som virker bedre end cannabisprodukterne, og som ikke har de samme euforiserende virkninger.
Netop cannabis' psykoaktive effekter er hovedårsagen til, at Sundhedsstyrelsen advarer mod, at man medicinerer sig selv eller sine børn med stoffet.
»Sundhedsstyrelsen fraråder (...) på det kraftigste, at man indtager cannabis eller produkter med cannabis, uden at det er ordineret fra en læge. Ud over at det er ulovligt at besidde cannabis, er baggrunden, at brug af cannabis medfører en betydelig risiko for alvorlige bivirkninger. Selv mindre mængder kan have skadelige følger,« skrev Sundhedsstyrelsen for nyligt i en pressemeddelelse.

tirsdag den 10. december 2013

Meget mærkelig dag?

Idag var jeg så på Gentofte hospital, lungemedicinsk afdeling for at komme til bunds i sagen om "den mystiske lymfe" :-)
Som tidligere nævnt stod der i mit operationssvar fra Riget, at lymfeknuden ikke indeholdte kræftceller, men at den derimod kunne være forenelig med sygdommen sarkoidose (bindevævssygdom).
Den læge jeg talte med idag var langt mere overbevist om, at jeg har den sygdom og, at der derfor ikke har været metastaser i mine lymfer?????
For at komme nærmere en konklusion vil de gerne have endnu en biopsi fra en lymfe tæt ved lungerne. Næste onsdag skal jeg derfor i fuld narkose og have foretaget en bronkoskopi samt biopsi af en forstørret lymfe. Hvis den viser samme resultat som den fra halsen har jeg så lige fået byttet min lymfemetastaser ud med sarkoidose!!!
Hmmm... det er altså mærkeligt det her? Ved snart ikke om jeg skal grine eller græde?
Okay... jeg vil da langt hellere have byttet til en sygdom, der ikke hedder noget med cancer, men endnu en sygdom!?!?!?
Nå, nu skal jeg bare have overstået den undersøgelse og så have svar den 23. december.

Jeg har virkelig mange tanker om alt muligt efter idag.
Hvorfor skulle der egentlig gå et helt år før man beslutter at få undersøgt lymferne 100%?
Gad vide om jeg så kunne have sluppet for alle de kemobehandlinger?
Og alle de herceptinbehandlinger?
Og har jeg mon overhovedet knoglemetastaser? (Er jeg for mistroisk nu? )
Tænk, hvis jeg "kun" har sarkoidose? (Er jeg for håbefuld nu?) Ja, okay nu skal det lige konstateres først... men alligevel.
Hvorfor har de egentlig aldrig undersøgt lymferne fra starten?
Hvorfor har man bare antaget at forstørrede lymfeknuder er metastaser fra min brystkræft? Er det fordi, der også var pletter på min knogler? Så har hun "nok" også metastaser i de hævede lymfer?

Lige nu føles det ligesom for et år siden, hvor de "desværre" ikke kunne sammenligne nogle scanningsbilleder af mine knogler, da de ikke havde taget nogle fra starten af forløbet. (det er ikke standard at MR-scanne når man får konstateret brystkræft) Derfor var det svært for dem at sige om knoglemetastaserne var der fra start eller om de er opstået senere.

Udover følelsen af at være i lidt af en suppedas, så er jeg på sin vis også rigtig glad for, at det nu bliver undersøgt ordentligt. Som lægen sagde, så er det langt mere at foretrække sarkoidose end metastaser. Og han synes ærligt talt, at jeg så alt for frisk ud til at skulle være så syg som min journal siger???? Jeg håber virkelig han har ret... jeg vil jo for alt i verden gerne have udryddet det satans cancer. Så det bliver godt nok en spændende måned, hvor jeg får svar på endnu en lymfe og endnu en MR-scanning.

Uanset hvad, så fokuserer jeg bare stadig på, at der ikke var en eneste kræftcelle i den lymfe i halsen. Yes!

lørdag den 7. december 2013

Artikel fra radiodoktoren.dk

Brystkræft og vitaminer


De fleste kræftramte mangler en række vigtige stoffer, blandt andet vitaminer, visse mineraler, fx selen, og livsvigtige fede syrer. Q10 er ikke naturmedicin, som nogen tror, men et co-enzym – hjælpeenzym, der findes i kroppen i forvejen og har en meget stor betydning for alle kroppens funktioner. Det er også et kraftigt naturligt antioxidant, så der er god grund for dig til at tage tilskud af Q10, gerne en høj dosis, fx 100 mg tre gange daglig.
Jeg kender til en oversigt, som en dansk overlæge (tidl. Rigshospitalet) har lavet over 32 kvinder med brystkræft, der havde bredt sig. Han gav dem store mængder Q10 (300-400 milligram dagligt) samt vitaminer og mineraler, bl.a. zink, selen og mangan, og efter adskillige på denne behandling var der ingen døde (hvilket der ellers burde have været), og tre var blevet helt frie for kræft. Hos resten var sygdommen tilsyneladende gået i stå uden at forsvinde, og de havde det godt. Det passer godt med, at der nu kommer en tiltagende viden og bevis for, at man kan sætte kræftvækst i stå ved hjælp af bla. antioxidanter.
Kræftbehandlinger, både operationer, kemoterapi og strålebehandling, dræner kroppen for vigtige stoffer, og da behandlingerne samtidig kan svække appetitten og gå ud over tarmslimhinden, vil optagelsen af livsvigtige næringsstoffer blive nedsat. Både kemo og stråling øger dannelsen af skadelige frie iltradikaler, der angriber og skader cellernes ”kraftværker” samt kan ændre DNA-proteinerne til at blive kræft-DNA. Der er derfor brug for en mængde antioxidanter for at forhindre disse skader.
En kost med mange grønsager, bær og frugt er betydeligt kræfthæmmende, blandt andet på grund af indholdet af antioxidanter og andre anti-kræft molekyler. Grønsagerne skal være friske, da indholdet af antioxidanter falder hurtigt ved opbevaring. De skal helst være økologiske eller biodynamiske, da indholdet af næringsstoffer så er højere end i konventionelt dyrkede. Bær indeholder ekstra mange anti-kræftstoffer.
Kniber det med at spise mange grønsager, kan man enten bruge dem i smoothies (blendede) eller juice dem i en juicer.
Læs mere i bogen ”Kost mod Kræft” af Richard Beliveau og Rene Gingras.
Grøn te, især ekstrakter, virker meget kraftigt antioxidativt og modvirker brystkræft.
Grundlaget for tilførsel af de rigtige næringsstoffer er selvfølgelig fortsat kosten, men den er ikke nok, især når man har et øget behov for mange vigtige ting. Vedrørende kosten generelt bør man læse Jean Carpers bog ”Mad din Mirakelmedicin”, der kan fås i en billig pocket-udgave. Der er et meget fint afsnit om kost og brystkræft.
En anden, nyere og meget god bog er ”Kost mod kræft” af Richard Beliveau og Denis Gingras (Peoples Press 2005). En anden god bog er ”Sund kost – før, under og efter kræftbehandling” af Anette Harbech Olesen.

En engelsk professor. Jane Plant, har kureret sig selv for brystkræft, der havde spredt sig, ved helt at undgå mælkeprodukter. Hun peger blandt andet på, at kinesere meget sjældent får brystkræft (kun 1 ud af 10.000 i forhold til 1 ud af 12 i vestlige lande og 1 til 8 i Danmark) og kræft i det hele taget, og at kinesere så godt som aldrig bruger mælk, der indeholder en række kemiske stoffer, blandt andet IGF-1 (insulin growth factor), prolaktin og østrogen. IGF-1 nedbrydes ikke ved pasteuriseringen. På baggrund af Jane Plant’s oplysninger vil jeg råde til helt at undgå mælkeprodukter.
Jan Plant anbefaler også sojaprodukter som fx sojamælk, tofu, miso, tempeh. Man skal undgå sojaprodukter, hvor der er brugt gensplejset soja. Det har været fremført, at soja kunne have en så kraftig østrogenvirkning, at det kunne fremme kræftvækst, men professor Plant har tilbagevist dette. Læs hendes bog ”Dit liv i dine hænder” (forlaget Aronsen).
Oktober 2010 er udkommet ”din mad PLANT KUREN dit liv” af Jane Plant og Gill Tidey (forlaget Aronsen). Den omtaler kost, der kan hjælpe dig med at forebygge og overvinde bryst-, æggestoks- og prostatakræft. Lækker og mælkefri kost for alle, der vil leve sundt. Der er næsten 300 opskrifter på supersunde, velsmagende og nemme mælkefri måltider med masser af grønsager og andre gode ting, som hjælper til at opbygge en sund og stærk krop.
Der findes en række naturlige midler med kraftig antioxidant virkning på grund af indhold af naturstoffer. Life Spice Vital er et af disse. Det indeholder 32 forskellige stoffer, der i samarbejde forstærker hinandens virkning på immunforsvaret. Det kaldes synergi. Der er meget gode erfaringer med Life Spice Vital, og der er nu ved at blive iværksat regulære videnskabelige forsøg. Problemet med dokumentation af naturlige midler er først og fremmest det, at det er meget dyrt, og man kan ikke patentere disse midler.
Andre gode og naturlige antioxidanter er resveratrol fra blandt andet røde druer, quercetin fra løg, ekstrakt af vindruekerne i form af ActiVin og Andante, der er ekstrakt af oregano. Curcumin fra fx gurkemejerod har en betydelig virkning mod kræft. Kan fx købes som Curcumin, Curcumin Forte med piperine (der giver langt bedre optagelse), Gurkedol, Curcur,Turmeric m.fl.
Svenske forskere har påvist, at hvis man kombinerer curcumin (2-3 gram x 2) med organisk selen (selenomethionin, fx Seleno Precise) i en dosis på mellem 500 og 1.000 mikrogram dagligt, så holder kræftcellerne op med at vokse og begår selvmord.
Alle krydderier er gavnlige på grund af deres store indhold af antioxidanter.
Pectin, især modificeret citrus pectin, modvirker kræft på flere måder. Læs mere om det på Internettet.
Alkohol må frarådes ved kræft, bortset fra en moderat indtagelse af rødvin (1 glas), da rødvin indeholder det meget kræfthæmmende antioxidant resveratrol. For at få en rimelig mængde resveratrol er det dog bedst at tage det som tilskud.
Sukker, især hvidt sukker, virker på kræft, som når man smider benzin på et bål. Blandt andet på grund af, at cancercellers næring mest består af sukker. Sukker medfører også en ekstra høj dannelse af skadelige frie iltradikaler, hvilket fremmer oxidation i kroppen og dermed inflammation.
Ved strålebehandling opstår der DNA-skader, som øger risikoen for opståen af nye cancere, også brystkræft. Curcumin modvirker dette og beskytter også huden mod strålingen, der kan skade huden en hel del (forbrænding). Effekten af curcumin forbedres betydeligt ved tilskud af omega-3 fedtsyrer og ved at minimere indtagelsen af omega-6 fedtsyrer (undtagen gammalinolensyre). Man skal helt undgå margarine af enhver art, da den er lavet af omega-6 fedtsyrer og indeholder transfedtsyrer (omend nu efter ny lov kun højst 2%, men opvarmes margarinen dannes der mange flere). Undgå også friturestegte ting, da fritureolie efter opvarmning også indeholder mange skadelige fedtsyrer). Det er i det hele taget bedst at undgå stegning, udover kortvarig i fx en wok.
Foruden Q10 vil jeg også anbefale at tage et kvalitetskosttilskud med vitaminer og mineraler (fx Spektro eller Omnimin, eller Livskilde Komplet. Det sidste er fra Golden Health, tlf. 4052 4015).
Desuden ekstra C-vitamin, fx C 500 + Hyben + Citron, 2 tabl. 2 gange dagligt, og naturlige blandede E-vitaminer.
D3-vitamin er ikke alene et vitamin, men også et hormon og har stor betydning for immunsystemets funktion og for alle organer og sundheden generelt. Desuden nedsættes risikoen for kræft med 77%, og for spredningen af kræft, når man sikrer sig at have nok D3-vitamin i kroppen. Det er kun i maj, juni og juli, at man ved at få sol på kroppen danner nok D3-vitamin. Resten af året må det tilrådes at tage mindst 60-70 mikrogram, gerne 100 mikrogram dagligt. Der er ingen risiko ved at tage op til 250 mikrogram dagligt (10.000 enheder). Risikoen for at dø af kræft nedsættes også ved at indtage en strækkelig stor dosis af D3-vitamin.
Man bør også tage tilskud af magnesium (fx som citrat, men ikke som magnesium oxid, der optages dårligt). Dosis af magnesium bør være 500 eller 600 mg om aftenen sammen med 100 mg B6-vitamin, der er nødvendigt for magnesiums virkning. Magnesium er også vigtigt for optagelsen af kalk (calcium) i kroppen og sammen med D3-vitamin og K2-vitamin for at modvirke, at kalken forkalker blodårer og væv.
Det er bedst foruden selen at tage ekstra zink (20 eller 40 mg), og mangan (10 mg) om aftenen, blandt andet fordi zink i større mængder hæmmer optagelsen af kobber og jern, som mange også har brug for.
Vedrørende jern, så har nye undersøgelser vist, at lavt jernindhold i kroppen modvirker væksten af kræftceller. Forklaringen er den, at de hurtigtvoksende kræftceller behøver mere jern end normale celler. ved at fjerne jern fra kroppen ved for eksempel af give det jern-fjernende afgiftningsstof Desferal eller ved at give et andet afgiftende stof, EDTA, direkte i blodet. Desferal sulter kræftcellerne for jern. Det er det, der standser deres vækst. Der må derfor ikke være jern i brystkræftramtes vitamin-mineral tabletter.
Hvis man vil vide mere om antioxidanter, frie radikaler og prooxidanter, kan man læse om det på Internetadressen www.radiodoktoren.dk
I det hele taget er det vigtigt selv at læse om, hvad der er vigtigt, når man bliver ramt af sygdom. Der findes en række meget gode bøger om kost, vitaminer, mineraler mm.
Bert Brecht har engang skrevet: ”Spring kammerat. Fremtiden er efter dig. Hvad du ikke selv ved, ved du ikke. Se selv efter”. Ved at skaffe sig viden bliver man fri og handlekraftig. Man kan så også indgå i et ligeværdigt samarbejde med de professionelle sundhedsfolk, fx lægerne, der ofte ikke ved ret meget om vitaminer, mineraler, antioxidanter og kosten i øvrigt. Men hvis de er villige til at lytte, kan de lære meget af deres patienter. Med mere viden kan man også færdes mere trygt i ”den alternative jungle”, hvor der faktisk er megen god hjælp at hente.
Signalstoffet melatonin, som dannes i hjernens koglekirtel i mørke og sikrer en god søvnkvalitet, er et kraftigt antioxidant, der forhindrer oxidation (forharskning) af celler og fedt. Det virker desuden som en aromatasehæmmer, der forhindrer omdannelsen af hormonet testosteron (som kvinder også producerer) til kræftfremmende østrogen. Ved kvindelige cancere er der altid meget østrogen eller kunstige østrogener involveret. Af denne grund er der god mening i at tage melatonin, fx 6 eller 9 mg ved sengetid.
Læs mere om melatonin på www.radiodoktoren.dk
Køb og læs bogen ”Dit liv i dine hænder” af professor Jane Plant. Forlaget Aronsen 2008.
Bio-identiske østrogener øger ikke risikoen for brystkræft eller tilbagefald, men ved hormonbehandling er det vigtigt at afbalancere alle hormonerne i hormonsystemet i forhold til hinanden, og det skal ske med naturlige, bio-identiske hormoner.

torsdag den 5. december 2013

Simpel blodprøve kan snart afsløre brystkræft


Ny forskning antyder, at tidlige stadier af brystkræft snart kan opdages ved hjælp af en simpel blodprøve.


Brystkræft er den hyppigste kræftform blandt kvinder i Danmark, og diagnosen stilles i dag på baggrund af en lægeundersøgelse af brystet, billedundersøgelser og en vævsprøve. Ny forskning fra USA antyder nu, at tidlige stadier af brystkræft snart kan opdages ved hjælp af en enkel blodprøve.
Forskere fra Houston Methodist Research Institute har fundet ud af, at en bestemt biomarkør i blodbanen, enzymet CPN, kan afsløre tilstedeværelsen af ​​spirende tumorvækst i brystvæv. Opdagelsen kan betyde ny og hurtigere diagnosticering af den kræftsygdom, der i øjeblikket dræber omkring 1.200 kvinder hvert år i Danmark alene.

Fokus på tidlig diagnose
CPN-enzymet, som regulerer visse proteiner i blodbanen, kan ifølge forskerne inspirere til en ny bølge af billige, ikke-kirurgiske brystkræfttests baseret på en simpel blodprøve. Forskerne anslår, at når teknologien er på plads, kan én blodprøve være tilstrækkelig til at opdage tidlige stadier af brystkræft.

Undersøgelsen er den seneste i en lang række undersøgelser med fokus på tidlig kræftdiagnose, hvor forskere verden over kigger efter nye måder at identificere brystkræft, kræft i bugspytkirtlen og andre typer af kræftformer, der kan være svære at opdage i tide. Hos Kræftens Bekæmpelse hilser man de nye undersøgelser velkomne:

- Vi anser det for et gevaldigt fremskridt, at man på en sikker måde kan stille diagnoser på en simpel blodprøve. Det kan spare patienter for flere og mere ubehagelige undersøgelser. Desuden er det et klart fremskridt, at man nu kan stille diagnosen på et langt tidligere tidspunkt, og på sigt ville sådanne prøver måske endda kunne anvendes til screening eller sammen med, siger Jens Oluf Bruun Pedersen, der er lægefaglig redaktør hos Kræftens Bekæmpelse.

Forekomsten af brystkræft i den vestlige verden er stærkt stigende. Brystkræft ses med stigende hyppighed fra 25-30-årsalderen, med størst hyppighed hos kvinder over 60 år.

Undersøgelsen er offentliggjort i tidsskriftet Clinical Chemistry

tirsdag den 3. december 2013

Lykkerus

I tror måske det er løgn. Det gør jeg næsten også... og så alligevel ikke... jeg vælger at tro på når min læge når hun siger:

DER VAR INGEN KRÆFTCELLER I DEN LYMFE.

Min biopsi var altså rigtig. Operationssvaret har nu også bekræftet det.
De konkluderer derfor, at de andre forstørrede lymfer har samme status.
Men hvorfor er de så stadig forstørrede??? De aner det ikke.
Derfor vil de for en sikkerheds skyld lige udelukke, at de forstørrede lymfer måske kan være tegn på en bindevævssygdom?? Jeg skal undersøges for dette på Gentofte sygehus.Jeg er nærmest ligeglad hvad det skyldes.Mine mange kemobehandlinger har gjort deres job og fjernet de satans lymfe-metastaser.
Inde i mit hovede er der kun én tanke der florerer: INGEN KRÆFTCELLER!
Jeg fortsætter min kemopause. Det er fantastisk. Min krop bobler af lykke. Det er fuldstændig forrygende. Jeg tror så meget på mirakler nu.

Nå, ja... min hjertescanning var ikke synderligt forbedret fra sidst... men jeg er også her skide ligeglad :-) Hjertespecialisten tager vi senere.

Nu nyder jeg bare det super dejlige svar!

torsdag den 28. november 2013

Forsinket svar på operation - arrrgghhh!

Ja, jeg skulle jo egentlig have været til svar på operationen i går, men jeg blev istedet ringet op af afdelingen på Rigshospitalet, som meddelte, at mit operationssvar alligevel ikke var klar? Øv!
Så hvis jeg er heldig, får jeg svaret fra min egen afdeling på Herlev når jeg skal til behandling på tirsdag.

Imorgen står den på frokost med en veninde, der endelig har fået et positivt scanningssvar og det skal sat'me fejres! (juhuuu.....). Når man som os er vant til at forholde sig til dårlige nyheder, så kan det slet ikke beskrives, hvor lykkelig man bliver over sådan en besked.
Nu, hvor metastaserne er blevet mindre så skal det da ikke gå ubemærket hen vel?
Vi må fejre hendes svar med noget broccoli, gurkemeje, og en kop grøn the - NOT!

God weekend derude!




onsdag den 27. november 2013

Artikel fra klogkost.dk


 
Gurkemeje indeholder stoffet curcumin, der nu udpeges som et af de stoffer, der i kombination med andre naturlige forbindelser kan dræbe brystkræftceller 100 procent.

Super-cocktail dræber alle brystkræft-celler

Skrevet af Redaktionen. i kategorien Kræft

En supercocktail af seks stoffer i eksempelvis gurkemeje, vindruer, rosenkål og andre typer grønt og frugt kan udrydde 100 procent af brystkræftceller uden at forgifte normale celler.

Det viser en undersøgelse fra Louisiana State University, hvor forskere har testet ti kemiske næringsstoffer, der er kendte for at kunne påvirke kræft.
Testene viste at især seks stoffer var effektive overfor selv de mest ihærdige kræftceller, der er skyld i tilbagefald og dødsfald efter behandling.
Forskerne testede disse seks stoffer på biotilgængelige niveauer i både brystkræftceller og kontrolceller - både enkeltvis og i kombination.
De seks stoffer er:
  • curcumin fra gurkemeje
  • isoflavoner fra sojabønner
  • indo-3-carbinol fra korsblomstrede planter (f.eks. broccoli, blomkål og rosenkål)
  • c-phycocyanin fra spirulina
  • resveratrol fra røde vindruer
  • quercetin, der er et flavonoid i frugter, grøntsager og te

100 procent kræftcelledød

Forskerne konstaterede, at forbindelserne var ineffektive individuelt, men i kombination udgjorde de en supercocktail, der undertrykte brystkræftens cellevækst med mere end 80 procent, hæmmede migration og invasion, forårsagede cellecyklusstop og udløste den proces, der fører til celledød - hvilket tilsammen resulterede i at 100 procent af brystkræftcellerne i prøverne døde.
Forskerne observerede til gengæld ingen skadelige virkninger på kontrolceller, som fik den samme cocktail.
Yderligere analyse identificerede også flere vigtige gener, der kan bruges som markører til at følge udviklingen i behandlingen.
Selvom cocktailen ikke blev testet mod de arvelige genmutaioner BRCA1 og BRCA2, har tidligere undersøgelser vist, at de er molekylære mål for fire af de seks forbindelser. Forskerne har også tidligere vist, at to af forbindelserne er synergistisk effektive til at dræbe ovariekrælftceller.
"En af de primære årsager til både tilbagefald af brystkræft og dødsfald er en lille gruppe af kræftstamceller, der omgår terapi," siger undersøgelsens leder dr. Madhwa Raj, der er forskningsprofessor i Obstetrik og Gynækologi ved Stanley S. Scott Cancer Center på LSU Health Sciences Center i New Orleans.
"Disse ofte multi-resistente celler har evnen til at generere nye tumorer, så det er afgørende vigtigt at udvikle nye metoder til mere effektiv og sikker behandling eller forebyggelse af brystkræft."
Resultaterne, som også afslørede potentiel behandling af gener, er offentliggjort i The Journal of Cancer.

lørdag den 23. november 2013

12 timer på Riget - gaaab!

Som I kan se brugte jeg noget af den lange ventetid i onsdags på at lægge lidt billeder her på bloggen. Nu lidt forklaring:

I princippet burde det ikke være den store operation at fjerne en enkelt lymfe. Men fordi den sad et lidt "dumt" sted mht. vener, muskel og nerver, så var lægen, der skulle operere mig noget usikker (efter min opfattelse) på opgaven. Han tilkaldte overlægen og en anden læge, der ultralydsscannede mig før operationen. De stod dér, 3 mennesker, og diskuterede frem og tilbage om, hvordan og hvorledes???? En masse fine ord flød i en lind strøm og da de efter lang tid blev enige om, hvordan snittet skulle lægges, hvilken lymfe det egentlig var og og hvad der skulle passes på, fik jeg besked på, at jeg alligevel ikke ville blive opereret kl. 11.30 som først planlagt. Operationen blev lige udsat et par timer og jeg var faktisk temmelig svimmel af at være fastende og ikke have fået en dråbe væske i mange timer.

En betænksom sygeplejerske kom og ville lægge drop med væske til mig. Umiddelbart en god idé... men da jeg sagde, at jeg er meget svær at stikke pga. ødelagte kemoårer, mente hun bestemt, at hun SAGTENS kunne ramme en åre i håndryggen. Okay... jeg orkede ikke at tage kampen dér, af ren træthed og håbede bare, at det GIK. Men nej! Jeg kunne straks mærke, at den ikke gik rent ind. Hendes kommentar var: ''Uhhhh.... det må du virkelig undskylde. Det er jeg sørme ked af. Og 1-2-3 så havde jeg en bobbel af en blodansamling på hånden.
Ja, jeg kunne heller ikke lade være med at sige: Det sagde jeg jo! Det er jo derfor jeg har en port. Den kan I jo give mig væske i. Men niks... det blev vist for besværligt, tror jeg? Jeg måtte undvære væske. Basta! Tja, af hjertet tak!

Jeg havde nu ventet fra kl. 08.00 til kl. ca. 14.00 før det blev min tur til operation. Og nu var det pludselig en helt ny læge og en anden overlæge igen, der skulle operere mig? Åh Gud.... bare de nu har styr på det?
Heldigvis blev anæstesi-sygeplejersken ikke skræmt over, at jeg havde en port og han var helt perfekt til at berolige mig og stikke korrekt FIRST TIME. I dette øjeblik var jeg fuldtstændig rolig og tænkte: Så kører vi! Nu vil alt gå godt og inden 2 sekunder var jeg i drømmeland og vågnede et par timer efter. Uden dræn fra halsen, vel at mærke. Og det var mit succeskriterie. Så vidste jeg, at de ikke havde ramt noget, de ikke skulle. Og bare det at vågne igen var i sig selv storartet.
Okay, morfinen havde måske også en andel i min lykke :-)
Og at få tilbudt et glas vand - I tror det er løgn, hvor skønt det var. Joooo, man kan skam godt glæde sig over de helt små ting.

Jeg lå på 'opvågningen' til kl. 17.00 og blev derefter kørt til en anden afdeling. Der fik jeg saftevand og kartoffelmos. Det var som at være i paradis. Det smagte så skønt :-)

Ved 20.00 tiden fik jeg lov til at få udgangstilladelse :-) Ville bare så gerne hjem i min egen seng.
Så efter 12 timers hospitalsophold og med et par poser smertestillende i hånden var jeg smuttet.
Vi ses om en uge til svar.

Idag, lørdag har jeg ikke smerter, men er selvfølgelig øm. Føler mig som Frankenstein, hvor hovedet er syet lige lovligt stramt på. Der er faktisk utrolig mange bevægelser, der kræver en fuld funktionsdygtig halsmuskel :-) Men skidt pyt...  nu er det overstået. Så skønt!

Søndag står den på Volbeat koncert i Forum. Det er længe ventet og jeg håber jeg kan holde ud at være der med mit lidt for stramme påsyede hoved hi-hi... tror ikke der skal svinges med hovedet i rockens tegn, denne gang. Jeg snupper bare den stille version. Glæder mig vanvittigt meget.

Mandag var først planlagt til at skulle være en velfortjent fridag, men jeg tager istedet endnu en hjerte-scanning på Herlev. Bvadr! Jeg er TRÆT af hospitaler.


mandag den 18. november 2013

Farvel til endnu en lymfe

Idag gik turen til Rigshospitalet. Jeg skulle til forundersøgelse vedrørende min operation i halsen.
Og sikke en forundersøgelse... jeg kan hilse og sige, at det er en meget speciel oplevelse at få en kikkertslange trukket igennem næsen for at filme nede i halsen!!! Host!
Nå, men det gik da udemærket, trods alt. Det kom bare lige lidt bag på mig, at jeg skulle have et kamera igennem MIN NÆSE?!?!?! Ad!

Derefter fik jeg ultralyds-scannet min hals for at tjekke de lymfer, der er metastaser i.
Den største ved halsroden målte 1 x 1,5 cm og det er dén, der er interessant. Den skal ud! Og tjekkes for kræftceller. Umiddelbart syntes lægen ikke, at den så voldsom mistænkelig ud, men den var klart for stor. Så han var bestemt enig, i at det er en god idé, at få det undersøgt.

Jeg spurgte om operationen blev i år eller om det blev i det nye år? Han var ved at falde ned af stolen!
Er du vanvittig... det her drejer sig om cancer... du skal opereres i denne her uge!!!

Wow... bevares... min onkolog fra Herlev havde jo bare fortalt mig, at det ikke var akut, så hvad ved jeg? Men dejligt at få det overstået. Så skal jeg ikke tænke på den operation meget længere.

Efter denne undersøgelse skulle jeg til blodprøvetagning og bagefter have røntgenfotograferet mine lunger. Tilbage til øre-næse-hals afdelingen og tale med en sygeplejerske om selve operationen.
Videre til anæstesilægen og få styr på alt omkring narkosen. Tilbage igen til sygeplejersken og have udleveret en pose blandet "bolcher" (piller) som jeg skal tage inden operationen som allerede er på ONSDAG!

Spørg lige om man er udmattet efter sådan en omgang.

Så nu prøver jeg lige at finde nogle kræfter et eller andet sted fra, så jeg kan komme igennem dette også. Øv, hvor jeg ikke vil! Orker ikke at skulle mande mig op til alt det ståhej! Vil bare så gerne have lov til at kunne nyde min kemopause uden spekulationer, bekymringer, operationer, undersøgelser i massevis.

Men har jeg noget valg? Nej!
Så nu gør jeg mig klar til endnu en kamp - wish me luck!


tirsdag den 12. november 2013

YES!

Mit svar på CT-scanningen er fortsat uændret!
Det er bare så skønt.

Til gengæld pumper mit hjerte virkelig dårligt pga. herceptinbehandlingerne. Så det skal tjekkes yderligere hos en hjertespecialist.
Måske det "bare" kræver en mindre pause fra behandlingen? Nu må vi se hvad de siger?

Og så er der en snarlig operation i vente. Min lymfeknude i halsen skal tjekkes for metastaser.

Og så lige lidt ros for dagens hospitalsoplevelse. Ingen ventetid! Som i slet ingen ventetid! Det er da helt utroligt.


mandag den 11. november 2013

Hvis du er i anti-hormon behandling og døjer med bivirkninger som fx. tørre slimhinder, så prøv evt. at lytte til denne radioudsendelse fra Den2Radio, hvor props and pearls deler deres undersøgelser omkring problemet:

Jeg kan godt huske mine tre måneder med antihormonet tamoxifen - puhh... godt jeg ikke skal have de svedepiller længere.

http://den2radio.dk/udsendelser/props-and-pearls-4-brystkraeft-og-oestrogen/

Kender du PROPS AND PEARLS? En sundhedslounge for kvinder!

Props & Pearls ligger på Nikolaj Plads i København, og er et sted hvor kvinder i et trygt og feminint miljø kan komme og få inspiration til hvordan de selv kan bidrage til at genvinde sundhed og kvindelighed.

Med særlig indsigt i områder som brystkræft, underlivskræft og inkontinens bliver loungen stedet hvor kvinder kommer og får kvalificeret hjælp til relaterede gener. Det kan være brystproteser, lingeri, hjælp til vaginal tørhed, bækkenbundstrænere mv. Alle produkter er valgt på baggrund af samtaler med kvinder som er kommet i loungen, med hospitaler, patientforeninger og andre som deler interesse med Props & Pearls.

Props & Pearls er også initiativtager til projekter, der skal øge viden og dialog samt bryde tabu på de områder, der arbejdes med. Dette gøres i samarbejde med fonde, kommuner, regioner og patientforeninger.

Props & Pearls har eksisteret i 6 år og har opnået en særstatus som brobygger mellem kvinderne og sundhedssektoren. Gennem daglige kontakt med kvinderne kendes til deres behov og længsler. En indsigt som deles med sundhedssektoren. Props & Pearls søger faglig viden nationalt som internationalt, viden som deles med kvinderne i loungen og med sundhedssektoren. Flere ansatte i regioner og kommuner kommer på studie besøg eller besøges på konferencer - på den måde spredes og deles værdifuld viden til gavn for mange kvinderne. Og dette er Props & Pearls mission; at få mest muligt sundhed til kvinder.

Props & Pearls er stiftet er Birgitte Baht og Rosemarie Wedell-Wedellsborg

Deler lige denne åbne invitation fra deres side www.propsandpearls.com:

Dine spørgsmål bringer os videre


HVOR: Props & Pearls, Nikolaj Plads 23, København K
HVORNÅR: Tirsdag d. 26. november kl. 11-13 ELLER kl. 17-19.30, alt efter hvad der passer dig bedst
TILMELDING: Skriv til os på info@propsandpearls.com

HVOR MANGE TIMER HAR DU BRUGT PÅ AT FINDE SVAR?
.. og hvor mange andre kvinder tror du har ledt efter svar på præcist samme spørgsmål som dine?

Det kan være spørgsmål om kemo eller stråler, diagnose eller prognose, protese eller paryk, kontroller eller tilbagefald, bivirkninger, hvad kan jeg gøre selv, kost, motion... eller hvad du ellers har ønsket mere viden om i forbindelse med din sygdom, behandling eller livet efter brystkræft.

Props & Pearls inviterer nu kvinder i hele landet til at dele deres spørgsmål med os og med hinanden. Vi vil efterfølgende forsøge at finde svar på så mange af spørgsmålene som muligt.
Svarene vil blive gjort let tilgængelige på et nyt website.

Kom og vær med til at skyde BEAT BREAST CANCER - et projekt om kvinders spørgsmål og eksperters svar - i gang.

Den første workshop blev afholdt på Dallund i oktober. Den næste foregår hos Props & Pearls tirsdag d. 26. november. Du kan deltage kl. 11-13 eller kl. 17-19.30 alt efter, hvad der passer dig bedst.


Dine spørgsmål er vigtige! Også for de næste der får brystkræft og har brug for lettere adgang til svar.

Send gerne denne invitation videre i dit netværk. Tusind tak.

Vi håber at se dig d. 26. november. På gensyn i Props & Pearls loungen.

Har du ikke mulighed for at deltage, modtager vi meget gerne dine spørgsmål på info@propsandpearls.com.

BEAT BREAST CANCER er støttet af Oak Foundation.

onsdag den 6. november 2013

En dag på Herlev...

Kl. 08.30 møder i brystkræft-teamet for at få lagt nål i port
1 fejlstik - øv, den port vil kun ha en bestemt sygeplejerske, som måtte komme og "redde" mig :-)

Kl. 09.50 CT-scanning
Der opstår lidt panik over jeg har en port... de hidkalder en person, der kan håndtere en port til kontrastvæsken.

Kl. 10.15 MUGA- undersøgelse (hjerteundersøgelse)
Jeg får besked på, at de IKKE kan benytte porten til denne undersøgelse?
Skal stikkes i armen. Det går uden problemer.
De vil dog ikke hjælpe med at tage nålen ud af porten, da de ikke er vant til det. Så tilbage til den anden ende af hospitalet og få taget nålen ud.

Kl. 11.00 på vej hjem...

søndag den 3. november 2013

Av min hals

Ja, så lykkedes det mig at nyde to uger uden kemo for straks at rage ind i en halsbetændelse og tre dage med høj feber. Og som en lille sidegevinst fulgte der en øjenbetændelse med også.
Ja, man må sige, at mit immunforsvar virkelig er nedbrudt efter sådan ca. 60 kemobehandlinger.
Først var det Olivia, der blev smittet med noget influenza fra børnehaven. Rigtig mange af børnene har været ramt, så måske det er noget fra børnehaven jeg har taget til mig?
Men pyt... jeg er i  bedring nu. Ingen feber, men mit halsrør føles som om jeg har haft en meget stor stålbørste nede og ruske godt og grundigt :-)

Nu skal jeg bare se at blive rask så jeg kan være klar til de næste arrangementer der venter forude.

tirsdag den 22. oktober 2013

Så er der dømt kemopause

Idag har altså bare været lykkens dag! Skulle til behandling på Herlev.
  • Nålen i porten sad der første gang. Jubii!
  • Lægesamtalen var "kun" 30 min. forsinket.
  • Min herceptin behandling var klar.
  • Verdens bedste sygeplejersker som altid gør ens dag lidt bedre
  • Kemopause fra idag.
  • Og så vandt jeg hele 40 kr. på et Quick skrabelod.
Sikke en dag, ha-ha.

Til lægesamtalen, snakkede vi om, at min kemopause ligeså godt kunne starte fra idag af, istedet for om 3 gange. Nu har jeg jo lige haft pause i efterårsferien og det var bare skønt. Og de tre gange kemo fra eller til? Det kunne hun sagtens forstå, så der skulle ingen overtalelse til :-)
Alle scanninger har jo vist ingen ændringer. Min biopsi har vist ingen kræftceller. Så nu er der KEMOPAUSE!!!
Det er fantastisk. Jeg føler en kæmpe lettelse.
Jeg er SÅ GLAD og håber bare, at mine celler forstår, at den pause er tiltrængt og at jeg gerne vil have pause i LANG tid.
Den mindre gode besked, i min optik, var så at jeg skal opereres igen. Lægerne har snakket sammen og blevet enige om, at det nok er bedst at fjerne hele min lymfekirtel i halsen (ja, den der ikke var kræftceller i ifølge biopsien). De vil meget gerne undersøge den grundigt. For at be- eller afkræfte mere præcist om den virkelig ikke indeholder kræftceller??? Åhhhh... hvor jeg ikke har lyst! Orker ikke rigtigt, men kan jo godt se, at det nok er meget smart lige at undersøge det nærmere. Hmmm... Nu skal jeg lige have overstået en hjerteundersøgelse og en CT scanning i næste uge. Så må jeg prøve at forberede mig på den operation og indtil da... SÅ ER JEG BARE TOTALT HAPPY.
Idag føler jeg mig fuldstændig "løsladt før tid"... ingen prednisolon, ingen kemo, ingen diarré - JUHUUUU!

mandag den 21. oktober 2013

Hjemme igen

Sikke en skøn efterårsferie i det svenske. Ren hygge, masser af frisk luft, fisketure, skovture, løbeture, elgepark, m.m. Totalt hytte-hygge med gode venner.






fredag den 11. oktober 2013

Efterårsferie!!!

Så er efterårsferien sat igang - jubiii...

Imorgen skal vi holde fødselsdag for vores dejlige Olivia, der bliver 5 år.
Søndag skal der pakkes til en uges ferie i Sverige.
Mandag suser vi afsted og så skal der hygges igennem.
Det bliver skønt!



tirsdag den 8. oktober 2013

Danmarks modigste mand med det bedste budskab EVER!!!

TED.com er en amerikansk konference, som handler om at sprede gode idéer, som gør verden til et lidt bedre sted. Emnerne spænder vidt fra teknologi og design til videnskab, medicin, musik, kunst og inspirerende personlige oplevelser. Til den danske Ted konference holdte Geo den 6 minutters lange tale “The only wrong you can do, is not doing anything”, hvor han opfordrer alle, der kender en syg eller en pårørende til at turde at være der. Se talen herunder- og tænk måske over, om der er én du kender, der trænger til at høre fra dig?

Se og vis alle du kender denne video... den er fantastisk!!!

(Ja, jeg tuder sgu lidt hver gang jeg ser den...så måske du skal ha' en kleenex i nærheden)



http://www.youtube.com/watch?feature=player_embedded&v=mFK60wv4pho


Miniaturebillede

søndag den 6. oktober 2013


Vil da lige informere om, at min indsamling til Støt Brysterne kampagnen nu er nået op på

 2.650,00 kr.
 
Hvis du, som læser dette skulle få lyst til at støtte indsamlingen yderligere med 50 kr., så send blot en sms til 1277, med teksten SB 2985 (husk mellemrum)
 
 
Af hjertet tak!
 

 


Artikel fra Cancer.dk

Mere individuel behandling til kvinder med hormonbetinget brystkræft


Hvert år får flere end 4.800 danske kvinder diagnosen brystkræft. I mere end 80 procent af tilfældene er der tale om hormonfølsom brystkræft, hvor behandlingen blandt andet består af antihormonbehandling, men man ved, at 1/3 af kvinderne rent faktisk ikke har tilstrækkelig gavn af behandlingen. Et nyt forskningsprojekt skal søge at finde ud, hvilken type behandling der bedst dur til hver enkelt kvinde.


-Jeg er ikke i tvivl. Vi overbehandler en del kvinder med brystkræft. Det gør vi, fordi vi indtil videre ikke har andre muligheder. Vi må og skal sikre, at kvinderne bliver raske, eller at de vil kunne leve længe med sygdommen, siger professor, overlæge Henrik Ditzel fra Syddansk Universitet og Odense Universitetshospital.
-Jeg er sikker på, at vi inden for ca. fem år har udviklet nye biomarkører, der gør, at vi vil kunne tilbyde langt mere skræddersyet behandling til hver enkelt brystkræftpatient og dermed en endnu bedre overlevelse, siger professor Henrik Ditzel fra Syddansk Universitet og Odense Universitetshospital.
Og statistikken taler sit tydelige sprog: Diagnosen brystkræft er ikke længere en dødsdom, men en sygdom de fleste kvinder overlever og lever med, for i dag er otte ud af ti kvinder i live fem år efter diagnosen.

1/3 af brystkræftpatienterne har ikke tilstrækkelig gavn af antihormonbehandling Flere end 80 procent af alle brystkræfttilfælde er hormonbetinget. Kvinderne bliver opereret, får tilbudt antihormonbehandling og ofte også kemoterapi, men man ved, at 1/3 af dem rent faktisk ikke har tilstrækkelig gavn af antihormonbehandlingen i form af aromatasehæmmere eller Tamoxifen, idet disse kvinder får tilbagefald af sygdommen.

-Vi ved ikke med sikkerhed, hvorfor. Men noget tyder på, at det skyldes ændringer i vigtige signaleringsveje i kræftcellerne, siger Henrik Ditzel.

På vej med nye biomarkører
Et nyt dansk videnskabeligt projekt skal søge at knække koden, så man i fremtiden vil kunne forudsige, hvilken type eller typer af antihormonbehandling der vil gavne den enkelte kvinde mest, eller om hun skal tilbydes en helt anden form for behandling oveni antihormonbehandlingen.

Forskerne ved, at mange kræftceller udvikler resistens overfor antihormonbehandlingen, fordi de bruger andre signalveje. Og på verdensplan er man nu i gang med kliniske forsøg for at teste, om man ved at kombinere antihormonbehandlingen med stoffer, der blokerer disse andre signalveje, kan få bedre behandlingsresultater.

-Det, vi tidligere har gjort rent forskningsmæssigt, er eksempelvis at undersøge et protein ad gangen og se, hvordan det gebærder sig. I dag har vi langt flere og bedre teknikker, som gør, at vi kan studere tusindvis af proteiner på én gang og se, hvordan de sender signaler til hinanden. Efterfølgende studerer vi de enkelte signalvejes proteiner for at se, hvordan de gebærder sig i kræftcellerne. Alt i alt skulle det gerne resultere i, at vi i fremtiden har et ’værktøj’, der gør, at vi allerede på diagnosetidspunktet kan forudsige den helt rigtige medicinske behandling, fastslår Henrik Ditzel.

Med det mener Henrik Ditzel, at forskerne finder biomarkører, der vil kunne afsløre, om denne brystkræft er meget resistent, så kvinden dermed skal tilbydes ’fuld’ behandling (kemoterapi og antihormonbehandling), en ny kombinationsbehandling, eller hun kan nøjes med for eksempel antihormonbehandling og på den måde slippe for bivirkningerne ved kemoterapi.

Om fem år – mere skræddersyet behandling
-Både kemoterapi og antihormonbehandling kan give alvorlige bivirkninger. Det kan godt være, at mange tænker, at antihormonbehandling ikke er så slem endda. Men den kan rent faktisk give rigtig mange bivirkninger. Og det er jeg sikker på, at der er mange kvinder, der vil skrive under på, siger Henrik Ditzel.

Forskningsprojektet vil blive udført i et konsortium bestående af førende danske og udenlandske kræftforskere og læger. Kræftens Bekæmpelses Videnskabelige Udvalg støtter projektet for en to-årig periode med 1,9 millioner kroner.

-Jeg er sikker på, at vi inden for ca. fem år har udviklet nye biomarkører, der gør, at vi vil kunne tilbyde langt mere skræddersyet behandling til hver enkelt brystkræftpatient og dermed en endnu bedre overlevelse, siger Henrik Ditzel.

onsdag den 2. oktober 2013

Svar på biopsi

Igår var jeg til svar på den biopsi, jeg fik taget i en lymfe i halsen. En af de lymfer med metastaser, som ifølge de sidste mange CT-scanninger har haft uændret status.
Da der aldrig er blevet taget en biopsi, var det nu meningen, at få afklaret, hvor følsom metastaserne er overfor østrogen.
Svaret var meget uventet for mig og for min onkolog: Ingen kræftceller fundet i prøven!!!
Det var den vildeste og mest fantastiske besked. Jeg glemte fuldstændig at spørge om alt muligt, jeg havde planlagt. Jeg nåede dog at få pointeret for onkologen, at jeg dermed ikke behøver at få antihormoner (tamoxifen) i kemopausen. Eftersom min oprindelige brystkræftknude kun var 2 % østrogen positiv og min biopsi (meget uventet) ikke har vist kræftceller... ja, så slipper jeg for de svede-piller. Juhuuu!!!
Jeg kan godt huske, hvordan det var i de tre måneder jeg fik tamoxifen. Det føltes faktisk lidt som at bo i en andens krop. Min krop ville ikke rigtig samarbejde og var ikke heeeelt enig i at skulle være i overgangsalderen nu. Så dagen i går var bare på alle måder mere end fantastisk.
Tænk, at jeg skulle møde op og få den besked. Lucky me...

INGEN KRÆFTCELLER
INGEN TAMOXIFEN

I november starter min kemopause... jeg glæder mig afsindigt meget.
Det bliver skønt ikke at skulle have den ugentlige off-day. Og det bliver så skønt, hvis jeg også får lidt mere energi og ikke skal være så skide træt altid.

Det eneste, der lurer i baghovedet er bare:
Hvad sker der i kroppen, når der ikke er kemo til hjælp.
Holder de celler sig så i ro?
Og hvad med de mestastaser i de andre lymfekirtler? Er de også frie for kræft?
Hvorfor har CT-scanningerne vist, no change?

Hmm... nu vil jeg bare nyde, at jeg for en gang skyld har fået et POSITIVT svar! Flere af dem, tak.


fredag den 20. september 2013

Støt brysterne

Jeg har startet en personlig indsamling til fordel for brystkræftsagen, og
jeg har brug for din hjælp til at nå mit mål. Støt min personlige
indsamling ved at klikke på dette link:

http://stoetbrysterne.dk/content/lonni-jensen

Du kan også støtte min indsamling via sms. Alt du skal gøre er at sende en
SMS med teksten SB 2985 (husk mellemrum) til 1277, så støtter du min
indsamling med 50 kr. (+ alm. sms- takst)

Tak fordi du vil være med til at kæmpe sammen mod brystkræft.


torsdag den 19. september 2013

Ultralydsscanning og biopsi af lymfer

Igår fik jeg taget en biopsi i en lymfe i halsen. Ikke en speciel rar oplevelse, men jeg overlevede da :-)
Så kommer der svar på prøven den 1. oktober. Svaret er afgørende for, om de anbefaler mig anti-hormoner igen når jeg holder pause for kemo.

Eftersom jeg er meget lidt østrogen-positiv i forvejen, så håber jeg virkelig at svaret er et åbenlyst nej til de svede-piller.




onsdag den 11. september 2013

Alle gode gange 3 (stik)

Glemte helt at skrive, hvordan jeg igen igen skulle stikkes tre gange i porten til behandling igår.
Det er hver gang det er andre end mine to faste sygeplejersker, at det går galt?
Det er da højst besynderligt? Forrige gang stak en af dem forkert og nålen røg lige igennem ud i siden - AV! Hun måtte hente en af de faste og smut, så sad den nål perfekt!
Igår var det bare to fejlstik. Der var intet gennemløb. Så der blev jeg nødt til at sige, de skulle hente min yndling (eller sådan sagde jeg så ikke lige), men hende jeg ved, der kan. Og vupti. Det lykkes for hende i første forsøg. Jeg forstår ikke, at det er så svært at ramme rigtigt i en port??? (for nogle)
En ting er, at ens årer i armen er umulige at stikke i og er fuldstændigt ødelagte af arvæv efter en milliard stik, men porten har jo en slange liggende indeni en åre med direkte adgang til hjertet..
Nå, hvad ved jeg om den slags... Jeg fortsætter bare med at være fru nålepude...

Og sådan ser min hud så iøvrigt ud dagen efter at have haft plaster på i 1,5 time?  Sart hud eller what?

tirsdag den 10. september 2013

CT-svar

Var til scanningssvar i dag og der er stadig uændret status. Min situation er altså, hverken værre eller bedre, hvilket er et godt svar. Bare det ikke spreder sig så er jeg lykkelig.
Derudover fik jeg besked på, at jeg nu har fået Vinorelbin kemobehandling i et år og det derfor er tid til en pause! Selvom det kan virke lidt skræmmende ikke at skulle have behandling så er det samtidig en stor lykke, at min krop får lidt fred for kemo. Jeg glæder mig! Og håber så på, at skidtet fortsat holder sig i ro. Jeg skal jo stadig have herceptin og zometa hver tredje uge og så bliver der ellers holdt godt øje med mig i form af scanninger.
Jeg skal inden længe have taget en biopsi af metastaserne i lymferne i halsen og alt efter, hvor følsom den viser sig at være overfor østrogen, så tager de stilling til, om jeg skal have anti-hormoner igen.
I hope not!
Men... nu vil jeg fokusere på det gode scanningssvar og udsigten til en kemopause om 8 uger... og så fik jeg kemofri i efterårsferien (jubiii).

søndag den 8. september 2013

Efterårsferien 2013

Glæder mig heeelt vildt til efterårsferien i år. Vi skal simpelt hen, med de skønneste mennesker, afsted til denne hyggelige villa i Sverige. Stikord for ferien er:
Robåd og fiskelykke, Pippi-land, cowboyland, Elgepark, afslapning, glade børn, glade voksne, ren familie/venne-hygge... det blir ikke bedre.

Så mangler jeg bare at få lov til at holde kemofri uge i den uge.. Mon ikke det kunne lade sig gøre?


Sommerhus Värnamo 162174SE

torsdag den 5. september 2013

Artikel fra Brystkraeft.dk

Kender du en der har fået kræft? Hvad siger man til vedkommende? Tja... det er ikke altid nemt at vide "how to do". Min personlige mening er hellere at spørge, hvordan det går end "lade som ingenting". Dog sætter jeg pris på, at der ikke tværes for meget i kræftemnet eller det ender med at jeg nærmest skal yde omsorg for folk, fordi de bliver meget chokeret over min situation eller den sædvanlige: "jeg kender også en der havde brystkræft, som er død nu men bla...bla...bla...". Jeg har ærligt talt ikke overskud til at høre om andres kræftsygdomme eller om dem der er døde af kræft. Sorry, men sådan er det bare. Det er nok nærmest umuligt at sige og gøre det rigtige for folk er jo vidt forskellige. Men tavsheden er super mærkelig, efter min mening. De seneste to år har jeg oplevet mange slags reaktioner/udtalelser og man vænner sig da til det :-) Også at blive gloet på som om man kommer direkte fra månen!   

Pårørende

Af Britt Nørbak
Natur

Hvis du er pårørende til en brystkræftramt, kan du spørge vedkommende, om det er okay at spørge ind til sygdoms- og behandlingsforløbet, for på den måde udviser du interesse. Den brystkræftramte kan få det bedre af at tale om sin sygdom, men man bør naturligvis respektere, hvis den brystkræftramte ikke ønsker at tale om emnet.
Selv om hvert brystkræftforløb er individuelt, er der mange kvinder, der foretrækker, at omgivelserne udviser interesse frem for berøringsangst, for det kan virke som en afvisning af den kræftsyge. Det er bedre at stille direkte spørgsmål. På den måde kan den kræftsyge selv bestemme, om dagens samtale også må handle om kræft. Følelsen af at ens pårørende ikke har berøringsangst og sætter ens behov og følelser i første række, er guld værd.

Hvis din partner har brystkræft
Det kan være en meget stor belastning at være pårørende til en syg, og det kan være tiltrængt at lave noget, som kan få tankerne og bekymringerne til at rykke i anden række for en stund. Det kan fx være at dyrke sport, at gå i biografen eller teatret eller at få talt ud om situationen med en psykolog, læge eller gode venner. Et parforhold kan lide under et hvilket som helst sygdomsforløb, og derfor er det vigtigt, at begge parter udtrykker deres ønsker og behov og tager hensyn til hinanden. Hvis snakken er for svær at tage på tomandshånd, kan man evt. søge hjælp hos Kræftens Bekæmpelses rådgivere eller hos en parterapeut.


Hvis din kollega eller ven har brystkræft
Når man får brystkræft, er det dejligt, hvis venner og kolleger holder sig til, for det kan være svært selv at tage initiativ til noget. Som ven kan man være konkret og ringe og spørge, om den syge vil med ud at gå en lille tur, eller om den syge har lyst til at byde på kaffe, hvis man selv tager brød med. På den måde giver man sin ven et konkret tilbud, som kun behøver et ”ja” eller ”nej” som svar.
Inde på cancerforum.dk kan du komme i kontakt med andre pårørende. Se mere her.
Læs også hvordan sygeplejerskerne på Rigshospitalets Brystkirurgiske klinik skal være ekstra opmærksomme på patienternes mænd og kærester her.
Journalist Finn Stahlsmidt har skrevet bogen ‘I starten græd vi bare’ om 12 menneskers historie om at være pårørende til en brystkræftramt. Du kan læse bogen her.
Du kan også læse journalist Kirsten Holm-Petersens bog ‘Vi ser fremad’ om mænd bag kvinder med bryst- eller underlivskræft her.

fredag den 16. august 2013

En tanke værd...

Deler lige denne lidt lange artikel, selv er jeg utrolig splittet omkring alt dette... for på den ene måde giver det så meget mening at udelukke kemo og kun køre alternativt samt kostændring. 
På den anden side, er det bare noget andet, når man først selv har fået konstateret en aggressivt voksende kræfttype. Raske mennesker har altid alverdens gode forslag til, hvad man "bare skal gøre" og "hvis jeg fik kræft, så ville jeg..."
Er dog slet ikke i tvivl om, at kosten har en kolossal betydning, men at takke helt nej til kemo, tør jeg alligevel ikke. Jeg har faktisk altid haft et dårligt immunforsvar. Er altid blevet nemt syg og tror mit system har været overbelastet i mange år med mange gentagne infektioner og penicilinkure. Måske derfor har mine celler haft mulighed for at muterer i et svagt immunforsvars øjeblik???
Men hvis kemoen gør ens liv fuldstændig ulideligt og der alligevel ikke er meget mere at gøre, så er det nok noget nemmere at takke nej til kemoen.
 
Indtil videre har kemoen jo trods alt holdt min sygdom i ro og det sidste halve år, uden slemme bivirkninger.
 

Radiodoktoren Carsten Vagn-Hansen advarer imod kemo-behandling


Kræft er kroppens naturlige reaktion på, at noget er galt. Kræft bør ikke slås ihjel med giftstoffer, som ødelægger kroppen, med ved at
genopbygge immunforsvaret med naturens egne lægemidler og et sundt liv med rigeligt med luft, vand og bevægelse.- At give kræftramte kemoterapi er imod naturens orden, siger læge Carsten Vagn-Hansen.

Carsten og Joan Vagn-Hansen bor dejligt i Skibet uden for Vejle. Her forsøger de at leve sundt og positivt uden giftstoffer. Og lægen svarede sidste år på 2500 mails om sundhed.
Selv har han besluttet, at han ikke vil have kemobehandling, hvis han skulle få kræft.
- Under ingen omstændigheder, fastslår han.
- Kemoterapi blev udviklet, fordi man opdagede, at sennepsgas (brugt i biologisk krigsførelse) slog kræftceller ihjel. Og ud fra det har man fundet flere gifte, som kan slå kræftceller ihjel.
Man prøver så at give lige præcis så meget gift, at det slår kræftcellerne ihjel, uden at det slår de andre celler ihjel. Det er forfærdelig svært. Der skal ikke meget til, før man også slår patienterne ihjel.
Nødvendigt med kemo?
- Er det da slet ikke nødvendigt at give kemoterapi?
- Det er lidt svært at sige. På nogle få, specielt ondskabsfulde kræftformer, har kemoterapi en udmærket virkning. Ved testikelkræft hos mænd og ved en speciel form, hvor kvinders moderkage degenereres til en kræftsvulst, har kemo en virkning. Og ved leukemi-ramte børn har man også en udmærket virkning, indrømmer radiolægen, men tilføjer:
- I langt de fleste tilfælde er det en helt unaturlig og forkert måde at bekæmpe kræft på.
Kun få overlever på grund af kemo
- Er der tal for, hvor godt kemoterapien virker?
- Ja, vi læger betragter normalt patienter som raske, hvis de har overlevet fem år efter kræft-behandlingen. (Det passer nu ikke helt, for kræften kan godt komme tilbage.) Men hvis vi tager 5-års-reglen, så er det kun mellem 1½ og 2 pct. af dem, der har fået kemoterapi, der er i live fem år efter…
Det er meget få. Og jeg føler mig overbevist om, at hvis man brugte de mere naturlige metoder og styrkede folks immunforsvar og egne kræftbekæmpende mekanismer, så ville de komme til at leve længere. Der ville være flere end 1½-2 pct.
Lægernes afmagt
- Det lyder jo helt utroligt, når man tænker på, hvor meget kemo-terapi bruges idag?
- Ja, det er utroligt, at man bare bliver ved med at give kemo. Jeg tror, det er en slags afmagt fra lægerne side – kombineret med grådighed fra medicinalindustriens side. De har jo tjent tykt på det her. Man taler ligefrem om en ”kræft-mafia” af medicinalindustrien, der gerne vil sælge deres giftige stoffer, og læger, der gerne vil have penge til forskning. Men hvis vi ser på resultaterne af kræft-forskningen, så er det småt, hvad der er kommet ud af den.
Nixons krig mod kræft
- Præsident Nixon erklærede for mange år siden krig imod kræften og investerede mange millioner i kræft-forskningen. Men på trods af al indsatsen er der er stadig flere, der får kræft, og flere, der dør. Der er ganske vist lidt flere, der lever lidt længere, fordi behandlingen er blevet forfinet.
Eksploderet siden 1. verdenskrig
- I tiden før 1. verdenskrig var der kun 1½-2 pct. af danskerne, der døde af kræft. Det var så sjælden en sygdom, at lægerne tog hen til hinanden for at se de få tilfælde, der var.
I dag dør 1/3 af danskerne af kræft. Det er den hyppigste dødsårsag. (Hjertesygdommene er faldet, fordi folk spiser sundere og får mere motion.)
- Da man opfandt cigaretterne, det hvide sukker og margarinen, begyndte folk for alvor at dø af kræft og blodpropper…
Det var nogenlunde samtidigt – i begyndelsen af 1900-tallet – at man begyndte at bruge kunstigt fremstillede, kemiske lægemidler. Dengang begyndte man også med kunstige farvestoffer og smagsstoffer i maden. Og så eksploderede det.
Hvad er kræft?
- Kræftceller er i virkeligheden svage celler, som er blevet svækket og ændret på grund af mangel på ilt og næringsstoffer. I stedet lever de af affaldsstoffer og sukker. Dårlige omstændigheder kan få vores celler til at ændre dna og bliver til kræftceller.
Det siger naturlægen Andreas Morritz, som har skrevet bogen: ”Kræft er ikke nogen sygdom. Det er en overlevelsesmekanisme.” (Forlaget Hovedland).
Når vores celler er slidt, så er de ”instrueret” i at slå sig selv ihjel. De bliver udskiftet regelmæssigt, men det kan disse kræftceller ikke. De hober sig op og bliver til kræftknuder.
Også hjerneceller går til, hvis de ikke bruges, men vi kan danne nye celler, hvis vi får brug for dem. Det troede man ikke før, men det kan vi.
Mennesket er jo et fantastisk væsen. Vi er som et celle-kollektiv. Cellerne er selvstændige, men samarbejder.
Naturlig behandling giver bedre overlevelse
- Hvordan kan man så behandle kræft-sygdomme uden at bruge kemo-terapi?
- I tusindvis af år har man brugt de naturlige midler i lægebehandlingen. Det var først for ca. 100 år siden, at man gik over til næsten udelukkende at bruge kunstige syntetiske lægemidler.
- Giver de naturlige midler større overlevelseschancer?
- Ja, det mener jeg. Men problemet er, at kræft-forskningen ikke har investeret ret meget i, hvad naturlige midler kan gøre. Man forsker kun i det, der giver penge. Dvs. de syntetiske stoffer.
- Der er faktisk en del forskning, der peger på, at fx bær og andre sunde fødemidler både kan dræbe kræftceller og forhindre dannelsen af blodkar i kræftsvulsten. Uden blod, uden næring, kan kræftsvulsten nemlig ikke vokse.
Men det forskes der ikke ret meget i. Til gengæld bruges der millioner på at forske i og udvikle kemiske stoffer, som kan det samme.
Ikke patent på natur
- Men hvorfor skulle medicinalindsutrien ikke være interesseret i at forske i de naturlige midler?
- Fordi man ikke kan få patent på naturmidler. Jordbær er fx smækfyldt med stoffer, der modvirker kræft. Men det er besværligt at trække stofferne ud af jordbær og sælge det til folk. Det er der ingen penge i. I stedet forsøger de at lave en kemisk efterligning, som de kan få patent på og tjene på.
Men det er også en dårlig idé at pille ét stof ud af jordbærene. For naturen er så forunderligt sammensat, at der i fx jordbær – udover stoffet som forhindrer nydannelsen af blodkar – OGSÅ findes andre stoffer, som forhindrer bivirkninger, forklarer Carsten Vagn-Hansen.
Alt for koncentreret
- I mange år har man i lægeverdenen koncentreret stofferne. Hvis en lille smule af et stof har en virkning, så tror man åbenbart, at 1000 gange så meget af stoffet virker 1000 gange så godt. Derfor giver man i dag nogle enorme mængder af lægemidler, hvilket øger industriens indtjening, men også medfører en række bivirkninger.
Da man fx begyndte med penicillin, gav man kun 200 milligram, i dag giver vi som minimum en million. Hvilket også skyldes, at bakterierne er blevet resistente. Når det ikke virkede mere, forøgede man bare mængden.
I dag findes der hospitals-bakterier, som man ikke har noget middel imod. Det er resultatet af det misbrug.
Kræftlæger vil ikke selv have kemo
- Men er du den eneste læge, der véd disse ting om kræft?
- Nej, der er lige lavet en undersøgelse af kræft-læger, som viser, at 3 ud af 4 ikke selv vil have kemoterapi, hvis de får cancer.
- Hvorfor giver de det så til patienterne?
- Magtesløshed. De er medfølende og vil gerne gøre noget. Men i nogle tilfælde skulle de hellere lade være. Det er svært, når folk lider af en dødelig sygdom. Dødsangsten er så stor, at folk griber efter et halmstrå. Når lægen så siger: Det er begrænset, hvad vi kan gøre, men vi kunne jo prøve kemoterapi… Så siger patienten: Haps.
- Hvad skulle lægerne gøre?
- De kunne jo fortælle, at der faktisk er mange andre muligheder. Kemoterapi kan måske skaffe den syge mere tid, men det kan også risikere at tage noget tid.
Mangler forskning
- Hvordan er overlevelseschancerne for mennesker, der lader være med at få kemoterapi?
- Det mangler vi forskning i. Men dét er åbenbart aldeles uden interesse for lægerne, for det vil komme i vejen for hele deres behandlingssystem.
- Men er der et naturmiddel, du kan foreslå?
- Der er mange, men kræft er ikke én, men mange sygdomme. Det fælles farlige ved kræftsygdomme er, at der ikke er styr på cellerne, så de bliver ved at dele sig, og at de river sig løs og går rundt i kroppen.
Find årsagen
- Dét, vi skal spørge om, er, hvorfor dette menneske har fået kræft. Kan vi fjerne den indre årsag? Fx holde op med at ryge. Fx sikre, at kroppen har alle de stoffer, den skal bruge i kampen mod sygdommen.
Det handler om sund kost, om at man har nok af samtlige vitaminer, mineraler, aminosyrer, og om man har de rigtige sukkerstoffer i kroppen. Der findes sunde, sammensatte sukkerstoffer, som i den grad styrker immunforsvaret.
- Hvad slags sukker er det?
- Der er otte slags sukker. Den ene er glukose, druesukker, som vi får masser af. Den er faktisk årsag til kræft, fordi kræftceller elsker sukker. Derfor skal man undgå for meget af den slags sukker.
Svampe og hestepille
- Men der findes en anden slags, glukosamin, som i dag er mest kendt som hestepillen. Det gav man til folk med slidgigt. Der er også andre, som galaktose, osv. Og disse sukkerstoffer findes bl.a. i svampe.
I Kina og Japan bruger man meget svampe til at bekæmpe kræft, og man véd, at de har en fantastisk virkning på immunsystemet, så man står meget stærkere i kampen mod kræften.
- Er det svampe, som kan fås i Danmark?
- Ja, selv champignon virker. Men de bedste er dem, der kommer fra Østen. Vi ved bare for lidt om dem, og lægerne lærer desværre slet ingenting om de naturlige lægemidler under deres uddannelse.
Ilt, vand og motion
- Det er også meget vigtigt at skaffe cellerne ilt nok. Fx gennem motion. Man behøver ikke løbe maraton – det er nærmere skadeligt for immunforsvaret. Men man skal bevæge sig, så der kommer kredsløb i kroppen.
Vi skal også sørge for, at der kommer afløb fra lymferne, så affaldsstofferne kommer væk fra cellerne. Så cellerne ikke bader i affald, men får næring og ilt.
Hvis du sidder meget stille, vil lymfen hobe sig op omkring cellerne. Derfor er motion så vigtigt.
Undgå giftstofferne
- Vi er jo ved at forgifte både vores luft, vores vand og kost.
I dag tilsættes der så meget, som får kosten til at smage bedre, se mere indbydende ud eller være lettere at arbejde med. Men nogle af disse stoffer skader os. Derfor er det bedre at lave maden fra grunden af og kun engang imellem spise noget færdiglavet.
Det er vigtigt med ordentlig grønt, frugt og kød, – helst økologisk og biodynamisk.
Der bruges i Danmark omkring 100.000 forskellige kemiske stoffer på arbejdspladserne. Og der er et par tusinde af dem, som man véd måske kan give kræft. Resten bruger man bare. Og det er meget svært at få forbudt kemiske stoffer. For den kemiske industri er jo også meget magtfuld og ”bestikker” jo folk i Brussel for at få tilladelser, bliver det jævnligt afsløret.
Vi savner lovgivning, der kan forhindre den kemiske belastning af miljøet.
Kosmetik er farligt
- Hvis en kvinde smører noget kosmetik på huden, går det direkte ind i blodet. En time efter kan man spore det i urinen.
Tænk på, hvor mange ulykker, det laver på vejen. Kig på en almindelig flaske parfume, du køber i lufthavnen til din kone. Der står 20-30 mærkværdige stoffer. Alt det stads er også kræftfremkaldende.
Så hvis kvinder vil bruge kosmetik, så skal det være økologisk og naturligt, som ikke er nær så skadeligt.
- Og hvad med hårfarve?
- Det véd man også, at det øger risikoen for cancer. Det er fyldt med kunstige kemiske stoffer, som vi på den måde får ind i kroppen. Og de hører altså ikke hjemme der.
Bevæg dig!
- Og mange af disse problemer er kommet til gennem det sidste århundrede?
- Ja, fordi der har været masser af penge at tjene. Og fordi livet på nogen måder er gjort lettere for køberne. Men man skal kende risikoen, så man aktivt kan tage stilling til den.
- Fx skal alle de mennesker, der ikke gider røre sig, vide, at det øger risikoen for, at de kan få kræft. Foruden problemer med muskler, led osv.
Det, der ikke bliver brugt, det bliver tørt. Dvs. at brusken bliver dårlig, den bliver ikke genopbygget, og der kommer betændelsesagtige forandringer. Og så får man slidgigt. Hvad gør man så? Så går man til læge og får gigttabletter – som også øger risikoen for cancer, fordi de ødelægger vores fordøjelsessystem, og de er også dårlige for hjertet, leveren og immunsystemet.
Hvis man har kræft
- Så vi kan gøre meget for ikke at få kræft. Men hvis man nu har fået det, hvad kan så gøre? Er der noget med, at man fx kan tage kinesisk malariamedicin imod det?
- Ja, artemisia har vist sig at have en effekt på bl.a. leukemi. Det er blot én af de utallige naturstoffer, som virker. Men det er vigtigt, at man beholder den kombination af stoffer, som det findes i. Naturen har – om jeg så må sige – en intelligens, som gør at stofferne passer sammen, ligesom cellerne i vores krop arbejder sammen. Planterne indeholder ofte stoffer, som kan beskytte dem imod deres ”fjender”. Det er fantastisk, det er det altså.
Styrk immunforsvaret
- Men der er altså ikke noget patentmiddel, som kan det hele?
- Nej, det gælder om at opretholde immunforsvaret. Hvis vi har et sundt tarmsystem, så vil det stoppe den gift, der kommer ind. Men har man en utæt tarm, som man kan få ved at spise masser af sukker, hvidt brød, kiks og kager, så går giften lige ind i blodet.
Margarine er dårlige fedtsyrer, som vi får alt for mange af, i modsætning til de sunde fedtstoffer, der er i fisk, mandler og olivenolie, osv. Den uorden giver let betændelsestilstande, og det øger også risikoen for kræft. Alt fedtstof, der er behandlet, bliver dårligere. Smør er okay, hvis køerne har levet af kløver og hø og urter på marken. Men smør, der kommer fra køer, der er fodret med sojakager og korn, er ikke lige så godt. Økologisk smør er et helt perfekt fedtstof. Men det hårde Arla-smør, som de er nødt til at hælde olie i for at det kan smøres ud, det er ikke så godt. De kalder det Kærgården, men det burde hedde Kirkegården, joker Carsten Vagn Hansen.
- Man må heller ikke stege fedtstoffet så hårdt, at det ryger. Så bliver det ødelagt. De fleste olier kan ikke tåle at stege i længere tid – men kokosolie kan tåle langtids-stegning.
Undgå en sur krop
- Syre/base-balancen i kroppen er også vigtig. Kræft-celler elsker at være i en sur krop. Der trives de. Men de dør i en basisk krop.
En sur krop får du ved at spise masser af kød, sukker og fedt. En basisk krop får du ved at spise masser af grøntsager, frugt og bicarbonater med ahornsirup.
Det har man vidst i mange år.
En ældre dame skrev til mig, at hun tre gange havde kureret sig selv for kræft ved at gøre sig meget basisk. Ved at spise rigtigt i lang tid. Hun ville ikke gå i graven, før hun havde afleveret sin viden. Så hun sendte et brev til mig og kræftforeningen Tidslerne. Overskriften var: “Rododendron og kræftceller har det til fælles; De kan kun vokse på sur bund”.
Adventisterne ved, hvad der skal til
- Så hvis man får kræft, så gælder det om at gøre så mange af disse ting, som muligt. Snak ikke kun med lægen, men snak også med en dygtig ernæringsterapeut.
Adventisterne er også kanon-dygtige, når det gælder ernæring. De ved, hvad der skal til. De lever jo ti år længere end andre, viser undersøgelser.
Nogle af ernærings-eksperterne går kun går op i det, der er ”videnskabeligt bevist”. Og det er der ikke så meget af det, jeg taler om, der er. For der er ikke penge i det.
Medicinalindustrien sidder tungt på lægetidsskrifterne. Her kommer der ikke artikler i om naturmedicin. Man finder oplysningerne i tidsskrifter om biologi og biokemi, plantekemi.
I USA er der et højt videnskabeligt tidsskrift Journal of Chinese Medicine. Men det læser lægerne ikke. De er hjernevasket på universitetet til, at det skal være evidens-baseret, naturvidenskabeligt, og hvad ved jeg.
Der svindles med undersøgelser
- Mange af disse undersøgelser er i virkeligheden manipulerede. Man kan få hvad som helst bevist, hvis man har penge nok. Jævnligt afsløres der også direkte svindel.
Det nordiske Cochrane Centre har offentliggjort, at det højest er 8 pct. af lægevidenskabelig forskning, der er til at stole på. Og Lancet, som er endnu mere anerkendt, har meldt ud, at det kun er én procent, man kan stole på. Det er så råddent det system, så man tror, det er løgn.
- Det er stærke udtalelser…?
- Ja, men jeg mener det, fastslår Carsten Vagn Hansen.
Idealist
Han er nu gået på pension som aktiv læge. Men han fortsætter med at rådgive patienter om sundhed. Han har skrevet flere bøger, hvoraf den mest relevante i denne sammenhæng er: Hvad fejler du i grunden? som udkom på forlaget Hovedland i 2011.
På hans hjemmeside radiodoktoren.dk kan man læse masser af grundige artikler om, hvad der hjælper for hvad.
Han kan ikke overkomme at tage imod patienter personligt, men tilbyder at rådgive via e-mail. Sidste år svarede han på 2.500 mail. Her giver han gerne gode råd om, hvordan man med naturlige midler kan få det bedre og måske kurere en sygdom helt uden kunstig medicin og bivirkninger.