Mere individuel behandling til kvinder med hormonbetinget brystkræft |
-Jeg er ikke i tvivl. Vi overbehandler en del kvinder med
brystkræft. Det gør vi, fordi vi indtil videre ikke har andre muligheder. Vi må
og skal sikre, at kvinderne bliver raske, eller at de vil kunne leve længe med
sygdommen, siger professor, overlæge Henrik Ditzel fra Syddansk Universitet og
Odense Universitetshospital.
![]() |
-Jeg er sikker på, at vi inden for ca. fem år har udviklet nye biomarkører, der gør, at vi vil kunne tilbyde langt mere skræddersyet behandling til hver enkelt brystkræftpatient og dermed en endnu bedre overlevelse, siger professor Henrik Ditzel fra Syddansk Universitet og Odense Universitetshospital. |
1/3 af brystkræftpatienterne har ikke tilstrækkelig gavn af antihormonbehandling Flere end 80 procent af alle brystkræfttilfælde er hormonbetinget. Kvinderne bliver opereret, får tilbudt antihormonbehandling og ofte også kemoterapi, men man ved, at 1/3 af dem rent faktisk ikke har tilstrækkelig gavn af antihormonbehandlingen i form af aromatasehæmmere eller Tamoxifen, idet disse kvinder får tilbagefald af sygdommen.
-Vi ved ikke med sikkerhed, hvorfor. Men noget tyder på, at det skyldes ændringer i vigtige signaleringsveje i kræftcellerne, siger Henrik Ditzel.
På vej med nye biomarkører
Et nyt dansk videnskabeligt projekt skal søge at knække koden, så man i fremtiden vil kunne forudsige, hvilken type eller typer af antihormonbehandling der vil gavne den enkelte kvinde mest, eller om hun skal tilbydes en helt anden form for behandling oveni antihormonbehandlingen.
Forskerne ved, at mange kræftceller udvikler resistens overfor antihormonbehandlingen, fordi de bruger andre signalveje. Og på verdensplan er man nu i gang med kliniske forsøg for at teste, om man ved at kombinere antihormonbehandlingen med stoffer, der blokerer disse andre signalveje, kan få bedre behandlingsresultater.
-Det, vi tidligere har gjort rent forskningsmæssigt, er eksempelvis at undersøge et protein ad gangen og se, hvordan det gebærder sig. I dag har vi langt flere og bedre teknikker, som gør, at vi kan studere tusindvis af proteiner på én gang og se, hvordan de sender signaler til hinanden. Efterfølgende studerer vi de enkelte signalvejes proteiner for at se, hvordan de gebærder sig i kræftcellerne. Alt i alt skulle det gerne resultere i, at vi i fremtiden har et ’værktøj’, der gør, at vi allerede på diagnosetidspunktet kan forudsige den helt rigtige medicinske behandling, fastslår Henrik Ditzel.
Med det mener Henrik Ditzel, at forskerne finder biomarkører, der vil kunne afsløre, om denne brystkræft er meget resistent, så kvinden dermed skal tilbydes ’fuld’ behandling (kemoterapi og antihormonbehandling), en ny kombinationsbehandling, eller hun kan nøjes med for eksempel antihormonbehandling og på den måde slippe for bivirkningerne ved kemoterapi.
Om fem år – mere skræddersyet behandling
-Både kemoterapi og antihormonbehandling kan give alvorlige bivirkninger. Det kan godt være, at mange tænker, at antihormonbehandling ikke er så slem endda. Men den kan rent faktisk give rigtig mange bivirkninger. Og det er jeg sikker på, at der er mange kvinder, der vil skrive under på, siger Henrik Ditzel.
Forskningsprojektet vil blive udført i et konsortium bestående af førende danske og udenlandske kræftforskere og læger. Kræftens Bekæmpelses Videnskabelige Udvalg støtter projektet for en to-årig periode med 1,9 millioner kroner.
-Jeg er sikker på, at vi inden for ca. fem år har udviklet nye biomarkører, der gør, at vi vil kunne tilbyde langt mere skræddersyet behandling til hver enkelt brystkræftpatient og dermed en endnu bedre overlevelse, siger Henrik Ditzel.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar