mandag den 18. november 2013

Farvel til endnu en lymfe

Idag gik turen til Rigshospitalet. Jeg skulle til forundersøgelse vedrørende min operation i halsen.
Og sikke en forundersøgelse... jeg kan hilse og sige, at det er en meget speciel oplevelse at få en kikkertslange trukket igennem næsen for at filme nede i halsen!!! Host!
Nå, men det gik da udemærket, trods alt. Det kom bare lige lidt bag på mig, at jeg skulle have et kamera igennem MIN NÆSE?!?!?! Ad!

Derefter fik jeg ultralyds-scannet min hals for at tjekke de lymfer, der er metastaser i.
Den største ved halsroden målte 1 x 1,5 cm og det er dén, der er interessant. Den skal ud! Og tjekkes for kræftceller. Umiddelbart syntes lægen ikke, at den så voldsom mistænkelig ud, men den var klart for stor. Så han var bestemt enig, i at det er en god idé, at få det undersøgt.

Jeg spurgte om operationen blev i år eller om det blev i det nye år? Han var ved at falde ned af stolen!
Er du vanvittig... det her drejer sig om cancer... du skal opereres i denne her uge!!!

Wow... bevares... min onkolog fra Herlev havde jo bare fortalt mig, at det ikke var akut, så hvad ved jeg? Men dejligt at få det overstået. Så skal jeg ikke tænke på den operation meget længere.

Efter denne undersøgelse skulle jeg til blodprøvetagning og bagefter have røntgenfotograferet mine lunger. Tilbage til øre-næse-hals afdelingen og tale med en sygeplejerske om selve operationen.
Videre til anæstesilægen og få styr på alt omkring narkosen. Tilbage igen til sygeplejersken og have udleveret en pose blandet "bolcher" (piller) som jeg skal tage inden operationen som allerede er på ONSDAG!

Spørg lige om man er udmattet efter sådan en omgang.

Så nu prøver jeg lige at finde nogle kræfter et eller andet sted fra, så jeg kan komme igennem dette også. Øv, hvor jeg ikke vil! Orker ikke at skulle mande mig op til alt det ståhej! Vil bare så gerne have lov til at kunne nyde min kemopause uden spekulationer, bekymringer, operationer, undersøgelser i massevis.

Men har jeg noget valg? Nej!
Så nu gør jeg mig klar til endnu en kamp - wish me luck!


Ingen kommentarer:

Send en kommentar