Igår var drengene i familien i biografen. Min 5-årige datter og jeg har pigehygge. Vi hygger i haven, cykler en aftentur, og pludselig siger hun:
"Mor, jeg håber ikke du skal dø... men det skal alle jo, ikk' mor?"
Mig:" Jooo... det skal vi alle, men forhåbentlig først om mange mange år"
Olivia:"Men mor, når du dør så håber jeg du kommer på kirkegården, for så vil jeg besøge dig... og så vil jeg sige til farmor, at vi skal købe nogle smukke blomster vi kan lægge på graven".
Mig:"Lille skat... du er så dejlig - tusind tak"
Og som børn jo er,så siger hun lige efter... "Mor, se jeg kan cykle med én hånd"
Hun klukker af grin da jeg ligner en der ser forskrækket ud og siger: "Uhh... kan du så passe på din bisse"
Pludselig kommer jeg til at fælde en tåre som jeg hurtigt tørrer væk. Hun skal jo ikke tro hun har gjort mig ked af det og det har hun på en måde heller ikke. Jeg ved jo godt, at det er helt normalt,at børn i denne alder er bevidste om at vi kan dø og hun skal da ihvertfald have lov til at spørge og sige alt...men alligevel får hun mine tanker henledt på nogle grimme billeder,hvor jeg ser min skønne lille datter stå og lægge blomster på min grav - Fy for helvede - Gå væk billeder!!!
Måske, når man har en uhelbredelig diagnose, er sådanne små snakke nogle, der svier lidt ekstra...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar