fredag den 9. maj 2014

Artikel fra cancer.dk

Hmmm.... Jeg må vist hellere se at få sovet lidt mere???

Jeg prøver da stadig at få min middagslur mere eller mindre...meeen, det med en god lang nattesøvn...det er vist noget tid siden.

 

God søvn forlænger livet hos kvinder med fremskreden brystkræft


Det er godt for helbredet at sove godt. En undersøgelse blandt kvinder med fremskreden brystkræft viser, at de kvinder, der har en god og effektiv søvn, lever længere end kvinder, der sover dårligt.


Kræftpatienter har ofte problemer med afbrudt og dårlig søvn, og derfor satte et hold amerikanske forskere sig for at undersøge sammenhængen mellem søvn og overlevelse hos en gruppe kvinder med fremskreden brystkræft.
Resultatet er netop offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Sleep, og det viser, at der en markant sammenhæng mellem effektiv søvn og lavere dødelighed, også når man justerer resultaterne for
 
 
andre faktorer, der har betydning for overlevelsen – deriblandt alder og den medicin og andre behandlinger, som kvinden får.
I løbet af de seks år, som studiet varede, var medianoverlevelsen hos de kvinder, der havde den mest effektive søvn, 68,9 måneder mod kun 33,2 måneder hos de kvinder, der havde den dårligste søvn. Samtidig konkluderer forskerne, at en forbedring af søvnen hos kvinder med alvorlige søvnproblemer med 10 pct., kan medføre op til 32 pct. længere levetid.
I studiet deltog 97 kvinder med fremskreden brystkræft og med en gennemsnitsalder på 55 år. I tre nætter i træk blev deres søvn kortlagt ved, at de fik et apparat sat fast på håndleddet, som registrerer armens bevægelser og dermed fortæller om personens søvn. Samtidig skulle kvinderne føre en logbog over deres søvn, hvor de skrev ned, hvornår de gik i seng, hvornår de stod op, og noterede hver gang, apparatet blev fjernet fra håndleddet.
Samlet set tilbragte deltagerne omkring otte timer i sengen om natten, men de sov kun omkring 6,5 timer.
Læger bør være opmærksomme på søvn Forskerne bag undersøgelsen ved ikke, hvorfor der er en sammenhæng mellem søvn og overlevelse, og de understreger, at der er brug for mere forskning i denne sammenhæng. Det er også vigtigt at forske i, hvilke metoder man kan bruge til at forbedre søvnen og afhjælpe søvnløshed hos kræftpatienter, skriver de i studiet.
I mellemtiden mener forskerne, at undersøgelsens resultater bør føre til, at læger følger godt med i, hvordan deres patienter med fremskreden brystkræft sover, så patienter med søvnforstyrrelser får den rette behandling.
Det bakkes op af overlæge Jens Oluf Bruun Pedersen, lægefaglig redaktør i Kræftens Bekæmpelse.
- Der er næppe tvivl om, at en god søvn er af største betydning for helbred, funktionsevne og velbefindende. Det interessante her er, at i øvrigt sammenlignelige patienter har vidt forskellig livslængde, koblet til deres søvnkvalitet. Hvordan det hænger sammen, finder vi kun ud af ved videre undersøgelser af dette interessante fund, siger Jens Oluf Bruun Pedersen.



Af journalist Marianne Vestergaard
Sidst ændret: 09-05-2014

Ingen kommentarer:

Send en kommentar