tirsdag den 22. oktober 2013

Så er der dømt kemopause

Idag har altså bare været lykkens dag! Skulle til behandling på Herlev.
  • Nålen i porten sad der første gang. Jubii!
  • Lægesamtalen var "kun" 30 min. forsinket.
  • Min herceptin behandling var klar.
  • Verdens bedste sygeplejersker som altid gør ens dag lidt bedre
  • Kemopause fra idag.
  • Og så vandt jeg hele 40 kr. på et Quick skrabelod.
Sikke en dag, ha-ha.

Til lægesamtalen, snakkede vi om, at min kemopause ligeså godt kunne starte fra idag af, istedet for om 3 gange. Nu har jeg jo lige haft pause i efterårsferien og det var bare skønt. Og de tre gange kemo fra eller til? Det kunne hun sagtens forstå, så der skulle ingen overtalelse til :-)
Alle scanninger har jo vist ingen ændringer. Min biopsi har vist ingen kræftceller. Så nu er der KEMOPAUSE!!!
Det er fantastisk. Jeg føler en kæmpe lettelse.
Jeg er SÅ GLAD og håber bare, at mine celler forstår, at den pause er tiltrængt og at jeg gerne vil have pause i LANG tid.
Den mindre gode besked, i min optik, var så at jeg skal opereres igen. Lægerne har snakket sammen og blevet enige om, at det nok er bedst at fjerne hele min lymfekirtel i halsen (ja, den der ikke var kræftceller i ifølge biopsien). De vil meget gerne undersøge den grundigt. For at be- eller afkræfte mere præcist om den virkelig ikke indeholder kræftceller??? Åhhhh... hvor jeg ikke har lyst! Orker ikke rigtigt, men kan jo godt se, at det nok er meget smart lige at undersøge det nærmere. Hmmm... Nu skal jeg lige have overstået en hjerteundersøgelse og en CT scanning i næste uge. Så må jeg prøve at forberede mig på den operation og indtil da... SÅ ER JEG BARE TOTALT HAPPY.
Idag føler jeg mig fuldstændig "løsladt før tid"... ingen prednisolon, ingen kemo, ingen diarré - JUHUUUU!

mandag den 21. oktober 2013

Hjemme igen

Sikke en skøn efterårsferie i det svenske. Ren hygge, masser af frisk luft, fisketure, skovture, løbeture, elgepark, m.m. Totalt hytte-hygge med gode venner.






fredag den 11. oktober 2013

Efterårsferie!!!

Så er efterårsferien sat igang - jubiii...

Imorgen skal vi holde fødselsdag for vores dejlige Olivia, der bliver 5 år.
Søndag skal der pakkes til en uges ferie i Sverige.
Mandag suser vi afsted og så skal der hygges igennem.
Det bliver skønt!



tirsdag den 8. oktober 2013

Danmarks modigste mand med det bedste budskab EVER!!!

TED.com er en amerikansk konference, som handler om at sprede gode idéer, som gør verden til et lidt bedre sted. Emnerne spænder vidt fra teknologi og design til videnskab, medicin, musik, kunst og inspirerende personlige oplevelser. Til den danske Ted konference holdte Geo den 6 minutters lange tale “The only wrong you can do, is not doing anything”, hvor han opfordrer alle, der kender en syg eller en pårørende til at turde at være der. Se talen herunder- og tænk måske over, om der er én du kender, der trænger til at høre fra dig?

Se og vis alle du kender denne video... den er fantastisk!!!

(Ja, jeg tuder sgu lidt hver gang jeg ser den...så måske du skal ha' en kleenex i nærheden)



http://www.youtube.com/watch?feature=player_embedded&v=mFK60wv4pho


Miniaturebillede

søndag den 6. oktober 2013


Vil da lige informere om, at min indsamling til Støt Brysterne kampagnen nu er nået op på

 2.650,00 kr.
 
Hvis du, som læser dette skulle få lyst til at støtte indsamlingen yderligere med 50 kr., så send blot en sms til 1277, med teksten SB 2985 (husk mellemrum)
 
 
Af hjertet tak!
 

 


Artikel fra Cancer.dk

Mere individuel behandling til kvinder med hormonbetinget brystkræft


Hvert år får flere end 4.800 danske kvinder diagnosen brystkræft. I mere end 80 procent af tilfældene er der tale om hormonfølsom brystkræft, hvor behandlingen blandt andet består af antihormonbehandling, men man ved, at 1/3 af kvinderne rent faktisk ikke har tilstrækkelig gavn af behandlingen. Et nyt forskningsprojekt skal søge at finde ud, hvilken type behandling der bedst dur til hver enkelt kvinde.


-Jeg er ikke i tvivl. Vi overbehandler en del kvinder med brystkræft. Det gør vi, fordi vi indtil videre ikke har andre muligheder. Vi må og skal sikre, at kvinderne bliver raske, eller at de vil kunne leve længe med sygdommen, siger professor, overlæge Henrik Ditzel fra Syddansk Universitet og Odense Universitetshospital.
-Jeg er sikker på, at vi inden for ca. fem år har udviklet nye biomarkører, der gør, at vi vil kunne tilbyde langt mere skræddersyet behandling til hver enkelt brystkræftpatient og dermed en endnu bedre overlevelse, siger professor Henrik Ditzel fra Syddansk Universitet og Odense Universitetshospital.
Og statistikken taler sit tydelige sprog: Diagnosen brystkræft er ikke længere en dødsdom, men en sygdom de fleste kvinder overlever og lever med, for i dag er otte ud af ti kvinder i live fem år efter diagnosen.

1/3 af brystkræftpatienterne har ikke tilstrækkelig gavn af antihormonbehandling Flere end 80 procent af alle brystkræfttilfælde er hormonbetinget. Kvinderne bliver opereret, får tilbudt antihormonbehandling og ofte også kemoterapi, men man ved, at 1/3 af dem rent faktisk ikke har tilstrækkelig gavn af antihormonbehandlingen i form af aromatasehæmmere eller Tamoxifen, idet disse kvinder får tilbagefald af sygdommen.

-Vi ved ikke med sikkerhed, hvorfor. Men noget tyder på, at det skyldes ændringer i vigtige signaleringsveje i kræftcellerne, siger Henrik Ditzel.

På vej med nye biomarkører
Et nyt dansk videnskabeligt projekt skal søge at knække koden, så man i fremtiden vil kunne forudsige, hvilken type eller typer af antihormonbehandling der vil gavne den enkelte kvinde mest, eller om hun skal tilbydes en helt anden form for behandling oveni antihormonbehandlingen.

Forskerne ved, at mange kræftceller udvikler resistens overfor antihormonbehandlingen, fordi de bruger andre signalveje. Og på verdensplan er man nu i gang med kliniske forsøg for at teste, om man ved at kombinere antihormonbehandlingen med stoffer, der blokerer disse andre signalveje, kan få bedre behandlingsresultater.

-Det, vi tidligere har gjort rent forskningsmæssigt, er eksempelvis at undersøge et protein ad gangen og se, hvordan det gebærder sig. I dag har vi langt flere og bedre teknikker, som gør, at vi kan studere tusindvis af proteiner på én gang og se, hvordan de sender signaler til hinanden. Efterfølgende studerer vi de enkelte signalvejes proteiner for at se, hvordan de gebærder sig i kræftcellerne. Alt i alt skulle det gerne resultere i, at vi i fremtiden har et ’værktøj’, der gør, at vi allerede på diagnosetidspunktet kan forudsige den helt rigtige medicinske behandling, fastslår Henrik Ditzel.

Med det mener Henrik Ditzel, at forskerne finder biomarkører, der vil kunne afsløre, om denne brystkræft er meget resistent, så kvinden dermed skal tilbydes ’fuld’ behandling (kemoterapi og antihormonbehandling), en ny kombinationsbehandling, eller hun kan nøjes med for eksempel antihormonbehandling og på den måde slippe for bivirkningerne ved kemoterapi.

Om fem år – mere skræddersyet behandling
-Både kemoterapi og antihormonbehandling kan give alvorlige bivirkninger. Det kan godt være, at mange tænker, at antihormonbehandling ikke er så slem endda. Men den kan rent faktisk give rigtig mange bivirkninger. Og det er jeg sikker på, at der er mange kvinder, der vil skrive under på, siger Henrik Ditzel.

Forskningsprojektet vil blive udført i et konsortium bestående af førende danske og udenlandske kræftforskere og læger. Kræftens Bekæmpelses Videnskabelige Udvalg støtter projektet for en to-årig periode med 1,9 millioner kroner.

-Jeg er sikker på, at vi inden for ca. fem år har udviklet nye biomarkører, der gør, at vi vil kunne tilbyde langt mere skræddersyet behandling til hver enkelt brystkræftpatient og dermed en endnu bedre overlevelse, siger Henrik Ditzel.

onsdag den 2. oktober 2013

Svar på biopsi

Igår var jeg til svar på den biopsi, jeg fik taget i en lymfe i halsen. En af de lymfer med metastaser, som ifølge de sidste mange CT-scanninger har haft uændret status.
Da der aldrig er blevet taget en biopsi, var det nu meningen, at få afklaret, hvor følsom metastaserne er overfor østrogen.
Svaret var meget uventet for mig og for min onkolog: Ingen kræftceller fundet i prøven!!!
Det var den vildeste og mest fantastiske besked. Jeg glemte fuldstændig at spørge om alt muligt, jeg havde planlagt. Jeg nåede dog at få pointeret for onkologen, at jeg dermed ikke behøver at få antihormoner (tamoxifen) i kemopausen. Eftersom min oprindelige brystkræftknude kun var 2 % østrogen positiv og min biopsi (meget uventet) ikke har vist kræftceller... ja, så slipper jeg for de svede-piller. Juhuuu!!!
Jeg kan godt huske, hvordan det var i de tre måneder jeg fik tamoxifen. Det føltes faktisk lidt som at bo i en andens krop. Min krop ville ikke rigtig samarbejde og var ikke heeeelt enig i at skulle være i overgangsalderen nu. Så dagen i går var bare på alle måder mere end fantastisk.
Tænk, at jeg skulle møde op og få den besked. Lucky me...

INGEN KRÆFTCELLER
INGEN TAMOXIFEN

I november starter min kemopause... jeg glæder mig afsindigt meget.
Det bliver skønt ikke at skulle have den ugentlige off-day. Og det bliver så skønt, hvis jeg også får lidt mere energi og ikke skal være så skide træt altid.

Det eneste, der lurer i baghovedet er bare:
Hvad sker der i kroppen, når der ikke er kemo til hjælp.
Holder de celler sig så i ro?
Og hvad med de mestastaser i de andre lymfekirtler? Er de også frie for kræft?
Hvorfor har CT-scanningerne vist, no change?

Hmm... nu vil jeg bare nyde, at jeg for en gang skyld har fået et POSITIVT svar! Flere af dem, tak.