Triste tanker...skrid!

Ved ikke om det har noget med operationen af porten at gøre eller om det bare er ved at gå op for mig, at jeg allerede har fået Vinorelbine (kemo) i et halvt år! Et eller andet alvor har ihvertfaldt sat sig i mit hoved. Det halve år på Vinorelbine betyder, at der sandsynligvis kun er et halvt eller et års tid tilbage før det formentlig ikke vil have nogen effekt på kræftcellerne i min krop. De kloge bæster vil blive immune og det vil derfor blive nødvendigt at skifte til et andet kemostof. Og da jeg er holdt helt op med at være naiv, så er jeg godt klar over, at der skal skrappere midler til og det bliver derfor igen en skaldet udgave af mig. Ingen øjenbryn, ingen øjenvipper. Suk! Synes ikke rigtig jeg kan overskue, at det er næste step. MEN, det er jo ikke endnu. Har bare lige haft et par dage med de der "åhhh nej-tanker". Og det gør det ikke bedre at have en influenzasyg datter, der konstant siger: "mor, jeg elsker dig... jeg vil ha' dig mor...mor, skal vi putte sammen".  Alt det, gør mig også lidt trist fordi jeg tænker, at mine børn jo har brug for deres mor. Det kan jo slet ikke nytte noget, at kræften skal stjæle mig fra dem en dag!
Det er virkelig sjældent jeg har det sådan, men nok svært at undgå disse tanker i min situation. Så jeg lader dem få lidt plads og siger nu farvel tanker... jeg orker jer ikke. Så nu siger jeg: "Goddag, forår og glade tanker og må motorcykelsæsonen snart begynde". Det er min allerbedste terapi!