torsdag den 17. januar 2013

Hvorfor helvede er livet så uretfærdigt?

Så skete det mest forfærdelige. Vi har mistet en lille dreng i familien. Hvad fanden er det for en uretfærdig verden? Forældre skal ikke overleve deres børn! Det er så ondt og jeg har slet ikke ord for, hvad jeg føler indeni. Mit hjerte græder og jeg kan slet ikke rumme eller forstå, at han skulle tages fra sine forældre og resten af familien. Det er det værste jeg nogen sinde har oplevet og kommer til at opleve. Intet kan være værre.
Men nu fik han fred for de ulidelige smerter og en lang og sej kamp mod knoglekræft. De sidste par år har været en helt frygtelig tid. En tid fyldt med operationer, kemobehandlinger, stamcelletransplantation, isolation, tilbagefald/metastaser, strålebehandlinger og frygt. Frygten for, at det ikke skulle gå. Og den meget aggressive kræftform vandt desværre.

Mathias, du vil altid være mit forbillede. Når jeg til tider har haft ondt af mig selv og min sygdom og syntes det hele har været noget lort, har jeg altid haft dig i tankerne. Du var kun 8 år og skulle så meget mere igennem. Du har klaret det hele så flot og tappert. Og jeg vil give din mor ret, du var sgu en lille supermand!
Vi to konkurrerede bla. lidt om, hvem der mon først fik hår efter kemo og vi havde i det hele taget hinanden til at tale om vores sygdom og behandlinger. En noget bizar ting at have til fælles, men sådan skulle det åbenbart være.
Jeg vil huske på alle de dejlige minder om dig, vores ferie, vores nytårsaftener og alle de andre gode stunder. Må du fortsat være den dejlige og frække dreng med krudt i røven. Jeg ved du er mand for lidt ramasjang og du er desværre et andet sted nu, men er sikker på det er et smukt sted og at du vil sætte dit præg. Glemmer dig aldrig... vi ses på den anden side. Knus og kys til dig

1 kommentar:

  1. Ja, hvor er der uretfærdigt. Og meget, meget svært at finde mening i - der er jo ingen mening med den slags grusomheder.
    En dag, hvor jeg læser sådan et indlæg, krammer jeg mine børn ekstra meget, og husker at gå lidt mindre op i, om der er støvsuget og renset tånegle....

    SvarSlet