fredag den 25. januar 2013

Status quo

Mine scanningssvar var igen gode dvs. ingen ændringer/forandringer siden sidst.
Juhuuuuuu...
Tak til kemo, og for diarré, mavesmerter, hovedpine og træthed. I dont care!
Bare det lort ikke spreder sig yderligere.
Det minder lidt om psykisk tortur at skulle til svar på scanninger. Tænk, hvis lægen siger noget, man bare ikke vil høre. Og at sidde i venteværelset og kunne mærke sin puls og prøve at overbevise sig selv om, at det selvfølgelig er gode svar. Ja, det har jeg jo sagt til mig selv flere gange før og alligevel blive snydt... så jeg føler virkelig det kan gå alle veje det her. Desværre kan den sniger-sygdom vinde indpas lige så stille og jeg er sgu lidt træt af at have sådan en "dæmon" rendende rundt inde i min krop.Men jeg kan ikke lave om på det så:
"let's make the best out of it!"

torsdag den 24. januar 2013

Nagijala

Fik lige lyst til at dele denne sang... Den er bare så fin - en sang om Nagijala, eventyrlandet hvor vi mødes igen efter døden???

Med titusinde tanker og kys til Mathias

http://www.youtube.com/watch?v=FfoEk2JGxJ0





torsdag den 17. januar 2013

Hvorfor helvede er livet så uretfærdigt?

Så skete det mest forfærdelige. Vi har mistet en lille dreng i familien. Hvad fanden er det for en uretfærdig verden? Forældre skal ikke overleve deres børn! Det er så ondt og jeg har slet ikke ord for, hvad jeg føler indeni. Mit hjerte græder og jeg kan slet ikke rumme eller forstå, at han skulle tages fra sine forældre og resten af familien. Det er det værste jeg nogen sinde har oplevet og kommer til at opleve. Intet kan være værre.
Men nu fik han fred for de ulidelige smerter og en lang og sej kamp mod knoglekræft. De sidste par år har været en helt frygtelig tid. En tid fyldt med operationer, kemobehandlinger, stamcelletransplantation, isolation, tilbagefald/metastaser, strålebehandlinger og frygt. Frygten for, at det ikke skulle gå. Og den meget aggressive kræftform vandt desværre.

Mathias, du vil altid være mit forbillede. Når jeg til tider har haft ondt af mig selv og min sygdom og syntes det hele har været noget lort, har jeg altid haft dig i tankerne. Du var kun 8 år og skulle så meget mere igennem. Du har klaret det hele så flot og tappert. Og jeg vil give din mor ret, du var sgu en lille supermand!
Vi to konkurrerede bla. lidt om, hvem der mon først fik hår efter kemo og vi havde i det hele taget hinanden til at tale om vores sygdom og behandlinger. En noget bizar ting at have til fælles, men sådan skulle det åbenbart være.
Jeg vil huske på alle de dejlige minder om dig, vores ferie, vores nytårsaftener og alle de andre gode stunder. Må du fortsat være den dejlige og frække dreng med krudt i røven. Jeg ved du er mand for lidt ramasjang og du er desværre et andet sted nu, men er sikker på det er et smukt sted og at du vil sætte dit præg. Glemmer dig aldrig... vi ses på den anden side. Knus og kys til dig

søndag den 13. januar 2013

fredag den 11. januar 2013

Gør noget ved problemerne

Hmmm... faldt lige over nedenstående artikel på nettet. Interessant læsning og klart anvendeligt i visse situationer. Måske ikke så nem at overføre til sygdomssituationer.
Jeg har fx. svært ved at finde svar på mine mange tusinde spørgsmål omkring mit problem/sygdom. Og rigtig svært ved at forstå hvorfor? Svært ved at se meningen med at blive syg så ung?
Og svært ved at se, hvordan problemet skal løses udover at håbe på mirakler. Og håbe på, at lægerne kan holde min sygdom i ro med kemobehandling. Og svært ved at føle, jeg selv kan ændre min situation/gøre noget ved det udover at spise/leve sundt og varieret, motionere, leve og være glad?
Men når det så er sagt så synes jeg alligevel artiklen kan bruges på så mange andre situationer og på mange af de "småproblemer" livet ellers byder på. For gud, hvor jeg dog synes folk brokker sig meget over utrolig små ting, i mine øjne. Det er helt vildt som jeg pludselig ser ting fra et helt andet perspektiv. Og de sure opstød og brokken, der øses ud af, er sgu ikke særlig brugbare for nogen.
Jooo, alle kan da få brug for at dele sine frustrationer med andre og få opbakning og sympati, hvis man er sur/skuffet over noget, men man skal lige huske på, at negative udtalelser/vibrationer trækker andre ned. Det siges, at der skal 3 positive kommentarer/oplevelser til at undgå effekten af 1 negativ!

Så vi må blive bedre til at bruge hinanden til løsning af problemer og ikke misbruge hinanden med problemer.



Se positivt på dine problemer

Det er ikke det der sker i dit liv, der har betydning. Det er hvordan du REAGERER på det der sker, der betyder noget for dig. Dette gælder specielt hvis du møder uventet modstand og problemer.
I denne artikel vil jeg lære dig nogle enkle og effektive strategier til, hvordan du kan sikre at du tænker og ikke mindst handler positivt – i alle situationer du kommer ud for.
Her er der nogle tips til hvad du kan gøre:

Fokusér på fremtiden

Lige meget hvilke udfordringer du kommer ud for, så fokusér på fremtiden og ikke på fortiden. I stedet for at bekymre dig over, hvem der gjorde hvad, og hvem der skal have ansvaret, så fokusér på hvad du gerne vil opnå, og hvordan du skal gøre det.
Skab et krystalklart mentalt billede af dit ideelle resultat/løsning, og foretag så alle de handlinger du overhovedet kan for at gøre det til virkelighed.

Fokuser på løsningen – ikke problemet

Når du møder besværligheder, så fokuser på løsningen – aldrig på problemet. Det er en meget almindelig fejl, at vi mennesker fokuserer på problemet og ikke på løsningen. Det duer jo ikke. Hvad nu hvis der går ild i dit hus, og du kun tænker på ilden? Det du skal tænke på, er at få slukket ilden.
Problemer er negative - løsninger er positive. Så snart du begynder at se på løsninger i stedet for problemer, så vil du jo også blive et meget mere positivt og konstruktivt menneske.

Se efter det gode i alt der sker

Gå altid ud fra, at der er noget godt gemt i de udfordringer du møder. Den kendte forfatter og præst Norman Vincent Peale skriver i sin bog ”Vær positiv – lev lykkeligt” at ”Når gud giver dig en gave så pakker han den altid ind i problemer”. Jo større gave du får, jo flere problemer er den pakket ind i. Men hvis du sørger for at lede efter ”gaven” og ikke problemerne – så finder du den også.

Find ud af hvad du skal lære af det problem du står overfor

Hvis du vil være en sand mester i problemløsning og positiv tænkning, så skal du have den grundholdning at ALT du kommer ud for, er perfekt for dig lige nu. Lige meget hvor ubehageligt og svært det er, så vid med dig selv, at alt det der sker for dig, er en vigtig læring. Kun på den måde kan du vokse og blive endnu mere succesfuld. Situationen er blevet ”sendt” til dig, så du kan lære noget værdifuldt.

superboyTag en fast beslutning om at være positiv

En positiv mental attitude er essentiel for din succes i livet. Det kommer helt af sig selv hvis du tænker på fremtiden, fokuserer på løsningen, og se efter det gode i alt der sker.
Hvis du kun fokuserer på problemerne, så vil du altid kun være et offer der ikke kan handle, og som ikke har nogen kontrol over hvad der sker. På den måde har du reelt set ikke kontrol over dig liv – og hvem bryder sig om at være i den situation.
Hvis du derimod fokuserer på løsningerne, så tager du kontrol over dit eget liv – og HANDLER.

Hvilken rolle synes du bedst om at se dig selv i?


Forslag til hvad du kan gøre lige nu

Her er der tre enkle ting du kan gøre for at bruge disse ting med det samme:
For det første – bliv løsningsorienteret overfor alle de udfordringer du møder. Gør det til en vane at lede efter svar på dine spørgsmål – find frem løsningerne på dine problemer.
For det andet – så led efter den værdifulde læring der er i ALLE de udfordringer du møder.
For det tredje. Tænk på papir – med det mener jeg, at det altid giver en anden vinkel på problemet at få det ned på papir – fremfor at tumle med det i hovedet. Så skriv problemet ned, og begynd at lave notater til løsninger. På den måde aktiverer du også din underbevidsthed, som så kommer med løsninger som du ikke ville kunne komme på med din bevidste tankegang.

lørdag den 5. januar 2013

Tænk engang, jeg er lige blevet omtalt som verdens bedste mor og årsagen er så simpel som, at jeg har hjulpet min dreng med at installere et spil på hans computer og en skype adgang så de kan spille sammen over nettet! Mere skal der ikke til? Hmmm...Ja, men sådan leger drenge sammen i dag? Og så føler man sig endnu mere som en olding når man tænker sådan. Men heldigvis har han også været til god gammeldags fodboldtræning i dag og en god gang krigsleg i haven med en kammerat. Så hurra for udviklingen, men også for de gamle "lege" :-)

Aiii, så spørger han sgu også: Mor, hvad lavede du egentlig da du var en lille pige? Havde du også computerspil? øhhh...nej! jeg dansede jazzballet morgen, middag og aften og spillede guitar i vores lille pigeband - dejlige minder!

tirsdag den 1. januar 2013

Så blev det 2013 og hvor jeg dog glæder mig til et nyt år med masser af 'good vibes'.
Nu må det være slut med dårlige nyheder og så vil jeg starte året med mer' af den positive tro på at metastaserne holder sig i ro og vi som familie kan nyde hverdagen og få os en masse dejlige oplevelser sammen.


Godt nytår til jer!