Torsdags-tanker...

Hvor jeg dog glæder mig til at komme ud af den daglige hospitals-trummerum og tilbage til min normale hverdag. Bare det ikke at skulle på hospitalet hver eneste dag og i stedet komme igang igen med at leve som en "normal" familie. Det bliver rart, men stadig lidt som at vende tilbage som "en anden". Føler jeg har levet i en tidslomme, hvor fokus har været sygdom og behandlinger.
Jeg er jo stadig bare mig, men mine ar på krop og sjæl har gjort en forskel. Svært at beskrive, men jeg tror, at chokket, angsten, operationerne, smerterne, kemoen, erfaringerne, ja... det hele, bare er med til at forandre én på en ubeskrivelig måde.
Men det er okay. Jeg føler mig bare lidt som en ældre dame med et helt livs erfaringer i bagagen - og i virkeligheden er jeg jo kun en 35-årig i overgangsalderen :-)

Og en ting er sikkert... jeg kommer ikke til at presse mig selv unødvendigt, eller overhøre kroppens signaler, eller tro jeg udødelig.
Det er en læreproces... på den hårde måde!
Men jeg føler mig overbevist om, at jeg også kan bruge det til noget positivt. Deriblandt at værdsætte de små ting i hverdagen på en helt anden måde. Og lade de små irriterende ting fremstå som rene bagateller. Det er nu det gælder. Nu man skal nyde hvert minut og føle sig heldig over at kunne være en del af det der sker.
Angsten for tilbagefald vil nok aldrig helt forsvinde, men med tiden forhåbentlig træde så meget i baggrunden, at jeg ikke lader det påvirke mig selv og mine omgivelser.
Det må være det med at lære at leve i nuet, lade være med at ærgre sig over det, der er sket i fortiden og ikke bekymre sig om fremtiden.