fredag den 4. maj 2012

Skaldet mor set i badeland!

Så har den lille familie været på tur... vi ville fejre, at kemobehandlingerne er overstået og ville lave noget hyggeligt sammen inden jeg starter på strålebehandlingerne. Så hvorfor så ikke snuppe en tur til børnefamiliernes mekka: Lalandia!!!
Åhhh... gud, tænk at jeg gjorde det. For mig var det vildt grænseoverskridende af flere årsager.
Først fordi jeg har en eller anden mærkelig bakterie-fobi? Jeg kan næsten ikke få mig selv til friviligt at hoppe ned i det vand som en milliard mennesker svømmer rundt i og hvor fodvorter, vandvorter, og andre ubehageligheder har de bedste levevilkår!!!
Dernæst var der så varmt, at jeg på ingen måde kunne holde ud at have min lille hue på, som jeg først havde forestillet mig. Så af med huen og frem med det skaldede æg.
Jeg burde måske have lavet et lille skilt, hvor der stod: Ja, jeg er skaldet fordi jeg har fået kemo!
Heldigvis har jeg nogle børn, der er fuldstændig ligeglade med, at deres mor ser anderledes ud end de andres. Min søn sagde: "Mor, du skal da bare tage huen af... det er da ligemeget. Gør hvad du vil"
Ikke fordi jeg ligefrem ville tage huen af, men jeg ville koge over, hvis jeg skulle sidde med den hue på i tropeklima.
Men for pokker, hvor er nogle folk dog indiskrete når de glor på én. Det var ret ubehageligt, men jeg er da helt klar over, at det selvfølgelig ikke er hver dag man ser en skaldet kvinde. Og jeg ville da nok også selv kigge lidt, men det er altså ikke det fedeste i verden at føle sig så udstillet og anderledes.
På en måde var det helt befriende, at en mor kom hen og spurgte min mand om jeg var syg. Som hun sagde:"Jeg har lært, hellere spørge end at glo!"
Det kan der sgu være noget om...dialogen var da bedre end de sidder der og snakker om "den stakkels familie, hvor moren er syg". Og hvad mon hun fejler? Nu blev de klogere og fik at vide, at jeg er helt rask, men skaldet pga. kemobehandlinger for brystkræft. Efterfølgende talte vi en del med dem og blev inviteret hjem til en kop kaffe en dag. Skønt når folk er åbne og alt andet end konfliktsky.


Nå, men trods de grænseoverskridende ting så overlevede jeg :-)
Og det var super fedt at se ungerne nyde det. Boblebad, vandrutchebaner, klatrevægge, high jump trampoliner, biograf og spillemaskiner. Det er, hvad der skal til for, at mine børn har en kæmpe fest!
Og næste gang vi besøger Lalandia så har jeg fået mit hår tilbage og vil i den grad nyde ikke at være hende alle glor på!




3 kommentarer:

  1. Hej Lonni!

    Jeg blev opereret for brystkræft for 3 uger siden, og venter nu på at starte kemo....jeg læser med stor interesse din blog - tak for den :0)

    Mange hilsner fra Marianne

    SvarSlet
  2. Hej Marianne

    Tak for din hilsen :-)

    Kemoforløb er jo individuelle, men jeg håber du er en af dem, der klarer det uden for mange ubehagligheder.
    Ønsker dig held og lykke med behandlingen!

    Kærlige hilsner
    Lonni

    SvarSlet
  3. Hej Lonni

    Hvor er det dejligt at se hvor glad Olivia er i vandet,
    rigtig god ide.
    Du er bare så sej Lonni, jeg kan godt forstå du ikke har været helt tryk ved at sidde skaldet, men du er med til at gøre det mere synligt for alle de andre kvinder som også bliver ramt ...... det er sejt.

    knus til dig mor.

    SvarSlet