Venter på forår

Det er da blevet april måned ikk'?
Jeg sidder sådan set bare og venter på forår. Venter på sol. Men regn og grå himmel er det man får?
Jamen, hvor længe skal man lige vente? Jeg spørger bare!

Men okay dagen er alligevel bare en hospitalsdag. Tid til herceptin og zometa efter en enkelt pause. Så i dag er det 6 uger siden og på den tid er mit hjertes pumpefunktion gået fra 46 % til 53%.
Det betyder, at mange behandlinger med herceptin presser hjertet hårdt og efter en kort pause bliver det væsentligt bedre igen. Og det er sgu godt! Så igen takker jeg kroppen for at være god ved mig.
Ja, jeg er efterhånden ved at blive venner med min krop efter den "twist" vi har været igennem.
Det har taget lidt tid (jeg bærer åbenbart lidt nag). Men hey... det er da mere end tarveligt at gå imod mig og danne kræftceller som 34-årig! Men jeg stopper lige med at komme for godt igang for ellers bliver jeg bare gnaven igen. Og det er der jo ingen grund til. Jeg er her stadig! Jeg har det godt! Jeg føler mig kun som en ældre dame til tider... men pyt!

Nu er det på med JA-hatten på denne gråvejrs-onsdag. Og indtil jeg skal afsted mod Herlev så kan jeg lige snuppe mig en kop the, ligge på sofaen med tæppe på og "afslappe" min ømme krop. Ja, jeg har været til tortur-fitness (kalder jeg det). Jeg har ihvertfald ondt i alle mine muskler, så jeg har da fået noget for pengene.
Men det er jo straffen man får, når man ikke lige har passet sin træning. Av, mine inderlår. Av, min r*v!

Ha' en vidunderlig dag!