Ja, jeg er altså ikke så flittig til at skrive for tiden, men alt er fint, bortset fra, at den satans brystkræft med spredning i sidste uge kostede endnu en af mine medsøstre livet. Hun blev 37 år. Det er så uforståeligt! Uretfærdigt! Og hvorfor skal nogen herfra så tidligt????
Alt det hun har lidt for at blive her så længe som muligt... det har været et langt mareridt. Håber og tror hun er et dejligt sted nu, hvor alt er godt. Puhhhh....

Og så skal jeg igen huske på, at ingen forløb er ens. Vores kroppe reagerer forskelligt på medicinen. Man undrer sig bare over, hvad det er, der mon gør forskellen. Hvorfor har medicinen indtil nu virket på mig og ikke på hende???
Man bliver skør af at tænke på det.
Jeg føler mig så taknemmelig for, at min krop samarbejder endnu.

 I næste uge skal jeg have svar på en CT-scanning igen. Denne her oplevelse gør ikke min nervøsitet for scanningssvaret mindre. Håber alt er som det plejer!