Idag skal jeg til CT scanning IGEN. Jeg synes hele tiden jeg skal til de scanninger.
Hver gang er det med en bekymring for, om de mon finder noget denne gang. Jeg vil jo bare kunne fortsætte med at have et dejligt liv (uden kemo). Det er en kæmpe forskel i min hverdag og jeg nyder det uendeligt meget.
Jeg har besluttet mig for, at JEG HAR DET FINT. Jeg er ikke syg af kræft. Jeg LEVER med kræft!
Hvor længe man kan leve med knoglemetastaser aner jeg ikke. Men jeg satser på, at det er mange år.
Du er bare sej, Lonni. Håber, at du fortsætter kemo-fri i meget lang tid endnu!
SvarSletHej Lonni. Tænkte på dig igen i dag. Følger jævnlig med i din blog.
SvarSletI dag var jeg til begravelse hos en ung kvinde på 44 år, som i mere end 8 år har levet med kræft. Da hun fik det konstateret i november 2005, fik hun at vide, at hun var uhelbredelig syg og nok kunne regne med et par år - sammen med sin mand og børn på dengang 1, 3 og 5 år. Men hun levede i mere end 8 år! Og hun levede dem intenst og gjorde mange ting for sig selv og alle de ting med børnene, som vi andre tit udskyder til senere i livet, i den (naive) overbevisning, at vi først dør som gamle! Jeg var i mødregruppe med hende, og hendes søn var dengang 3 år. Vi har alle holdt ved lige siden og er mødtes et par gange om året og har fulgt med i forløbet. Alle de gode perioder har overskygget de dårlige ti-fold. Hun fortalte altid meget åbent om sin sygdom og behandling og hun var en helt igennem fantastisk og livsglad kvinde, der fik det bedste ud af ALT. Jeg skriver for at fortælle, at der er lavet en bog vedr. hendes forløb. På facebook kan du søge under "Tro, håb og kærlighed - en historie om kræft" og så får du en masse info. Jeg har selv læst den og synes det er en god og stærk bog, som du måske kunne få gavn af, da der ikke er meget litteratur i den genre, der omhandler det at LEVE med kræft, som du selv skriver. De bedste tanker fra Anja
Tusind tak, Marianne :-) Det håber jeg sat'me også :-)
SvarSletKære Anja
SvarSletMange tak for din hilsen og for at dele historien om din livsglade veninde. Meget trist hun nu måtte forlade sin familie og venner. Uretfærdigt!
Og ja, denne sygdom får godt nok én til at leve mere intenst. Man føler sig ihvertfald ikke udødelig længere...
Jeg vil da klart prøve at læse bogen som du anbefaler. Tak, igen.
Mange hilsner fra Lonni