Pårørende
Af Britt Nørbak
Hvis du er pårørende til en brystkræftramt, kan du spørge vedkommende, om det er okay at spørge ind til sygdoms- og behandlingsforløbet, for på den måde udviser du interesse. Den brystkræftramte kan få det bedre af at tale om sin sygdom, men man bør naturligvis respektere, hvis den brystkræftramte ikke ønsker at tale om emnet.
Selv om hvert brystkræftforløb er individuelt, er der mange kvinder, der foretrækker, at omgivelserne udviser interesse frem for berøringsangst, for det kan virke som en afvisning af den kræftsyge. Det er bedre at stille direkte spørgsmål. På den måde kan den kræftsyge selv bestemme, om dagens samtale også må handle om kræft. Følelsen af at ens pårørende ikke har berøringsangst og sætter ens behov og følelser i første række, er guld værd.
Hvis din partner har brystkræft
Det kan være en meget stor belastning at være pårørende til en syg, og det kan være tiltrængt at lave noget, som kan få tankerne og bekymringerne til at rykke i anden række for en stund. Det kan fx være at dyrke sport, at gå i biografen eller teatret eller at få talt ud om situationen med en psykolog, læge eller gode venner. Et parforhold kan lide under et hvilket som helst sygdomsforløb, og derfor er det vigtigt, at begge parter udtrykker deres ønsker og behov og tager hensyn til hinanden. Hvis snakken er for svær at tage på tomandshånd, kan man evt. søge hjælp hos Kræftens Bekæmpelses rådgivere eller hos en parterapeut.
Hvis din kollega eller ven har brystkræft
Når man får brystkræft, er det dejligt, hvis venner og kolleger holder sig til, for det kan være svært selv at tage initiativ til noget. Som ven kan man være konkret og ringe og spørge, om den syge vil med ud at gå en lille tur, eller om den syge har lyst til at byde på kaffe, hvis man selv tager brød med. På den måde giver man sin ven et konkret tilbud, som kun behøver et ”ja” eller ”nej” som svar.
Inde på cancerforum.dk kan du komme i kontakt med andre pårørende. Se mere her.
Læs også hvordan sygeplejerskerne på Rigshospitalets Brystkirurgiske klinik skal være ekstra opmærksomme på patienternes mænd og kærester her.
Journalist Finn Stahlsmidt har skrevet bogen ‘I starten græd vi bare’ om 12 menneskers historie om at være pårørende til en brystkræftramt. Du kan læse bogen her.
Du kan også læse journalist Kirsten Holm-Petersens bog ‘Vi ser fremad’ om mænd bag kvinder med bryst- eller underlivskræft her.
Hvis du er pårørende til en brystkræftramt, kan du spørge vedkommende, om det er okay at spørge ind til sygdoms- og behandlingsforløbet, for på den måde udviser du interesse. Den brystkræftramte kan få det bedre af at tale om sin sygdom, men man bør naturligvis respektere, hvis den brystkræftramte ikke ønsker at tale om emnet.
Selv om hvert brystkræftforløb er individuelt, er der mange kvinder, der foretrækker, at omgivelserne udviser interesse frem for berøringsangst, for det kan virke som en afvisning af den kræftsyge. Det er bedre at stille direkte spørgsmål. På den måde kan den kræftsyge selv bestemme, om dagens samtale også må handle om kræft. Følelsen af at ens pårørende ikke har berøringsangst og sætter ens behov og følelser i første række, er guld værd.
Hvis din partner har brystkræft
Det kan være en meget stor belastning at være pårørende til en syg, og det kan være tiltrængt at lave noget, som kan få tankerne og bekymringerne til at rykke i anden række for en stund. Det kan fx være at dyrke sport, at gå i biografen eller teatret eller at få talt ud om situationen med en psykolog, læge eller gode venner. Et parforhold kan lide under et hvilket som helst sygdomsforløb, og derfor er det vigtigt, at begge parter udtrykker deres ønsker og behov og tager hensyn til hinanden. Hvis snakken er for svær at tage på tomandshånd, kan man evt. søge hjælp hos Kræftens Bekæmpelses rådgivere eller hos en parterapeut.
Hvis din kollega eller ven har brystkræft
Når man får brystkræft, er det dejligt, hvis venner og kolleger holder sig til, for det kan være svært selv at tage initiativ til noget. Som ven kan man være konkret og ringe og spørge, om den syge vil med ud at gå en lille tur, eller om den syge har lyst til at byde på kaffe, hvis man selv tager brød med. På den måde giver man sin ven et konkret tilbud, som kun behøver et ”ja” eller ”nej” som svar.
Inde på cancerforum.dk kan du komme i kontakt med andre pårørende. Se mere her.
Læs også hvordan sygeplejerskerne på Rigshospitalets Brystkirurgiske klinik skal være ekstra opmærksomme på patienternes mænd og kærester her.
Journalist Finn Stahlsmidt har skrevet bogen ‘I starten græd vi bare’ om 12 menneskers historie om at være pårørende til en brystkræftramt. Du kan læse bogen her.
Du kan også læse journalist Kirsten Holm-Petersens bog ‘Vi ser fremad’ om mænd bag kvinder med bryst- eller underlivskræft her.
Tak for dit indlæg i dag - det har jeg faktisk tænkt på for nylig.
SvarSletI 'min' by, har jeg et par gange for nylig mødt en kvinde, som jeg kender perifert fra skole og børnehave osv. I sommerferien så jeg hende med tørklæde på og i sidste uge (i Netto selvfølgelig) var hun skaldet med bitte små dun.
Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, når jeg møder hende! Så jeg gør ingenting...Almindeligvis ville vi nikke og sige hej, men det synes jeg på en eller anden måde er 'for lidt'. Men det er det måske ikke? Jeg er så ked af og faktisk flov over, at jeg reagerer sådan.
Jeg synes, jeg kender hende for lidt til at gå hen og spørge om noget direkte. Og jeg kender hende for godt til at stå der og lade som om, at de peberfrugter eller tomater er verdens vigtigste beslutning, så jeg ikke behøver at hilse på nogen.
Det er ikke sådan, at hun har stået i køen foran og jeg har ladet som ingenting. Men jeg ved jo godt, at når jeg set hende - så har hun sgu nok også set mig, ikke?
Jeg ved godt, der ikke er noget standard svar, for det afhænger vel også af dagsformen, om man gider snakke og hvor meget. Men jeg er sikker på, at den LARMENDE tavshed er værre end at spørge en gang for meget. Man behøver jo heller ikke spørge - jeg kunne jo starte med et 'Hej Ulla'. Det gør jeg næste gang.
God weekend :-)
Kære dig,
SvarSletHvor er jeg dog glad for at mit indlæg er med til, at du næste gang hilser på Ulla og især når hun går rundt og handler med meget lidt hår. Det kræver stort mod og hvis folk dog bare opfører sig overfor én som før i tiden så bliver hun helt sikkert glad indeni. Man behøver slet ikke stå og tvære i sygdommen (faktisk helst ikke) men anerkendelsen og folk der tør hilse og fx sige:
jeg blev helt chokeret over at se du var blevet syg...
Jeg håber du er okay?
Er det slemt med kemoen?
Hvordan tar ungerne det?
Jeg ved ikke hvad jeg skal sige, men ville ihvertfald ikke bare lade som ingenting...
Anything... men gør en forskel og sig noget :-)
Og igen tak for din kommentar... den gjorde mig glad.
Mange hilsner
Lonni
Kære Lonni
SvarSletJeg håber, at jeg kan komme i kontakt med dig på denne måde. :-)
DBO (Dansk Brystkræft Organisation) planlægger et temanummer om tilbagefald og kronisk brystkræft. Kunne du tænke dig at fortælle din historie i bladet? Det vil være mig, der i så fald skal interviewe dig. Hvis du er interesseret i at høre mere, må du meget gerne kontakte mig på britt.norbak@brystkraeft.dk eller 29 82 88 89.
På forhånd tak.
Venlig hilsen
Britt Nørbak
Redaktør, dbobladet og www.brystkraeft.dk