Det virker!!!!

Var til svar på scanningen i dag: Kemoen virker - juhuuuuu....

Knoglemetastaserne er uændrede og det er gode tegn.

Derudover fik jeg at vide, at jeg også har lymfemetastaser ved halsen, leveren, bag brystbenet og bughulen... den information har de vist ikke lige fået gjort så meget ud at fortælle om tidligere.
Så det kom da lidt som et chok, men målingen på disse metastaser er, sammenlignet med sidste scanning, alle blevet mindre.
Så igen: Gode tegn.

Og stadig ingen metastaser i indre organer som lever, milt, binyrer, nyrer, blære, bugspytkirtel. Skønt!

Til herceptin/zometa-behandling idag snakkede jeg med en, der også har knoglemetastaser og som har fået vinorelbine i et år og det var så dejligt at se hun havde det super godt og levede et normalt liv uden for mange bivirkninger.

Og til dig Heidi, tillykke med din sidste behandling. Dejligt det er overstået. Ønsker dig alt det bedste!

Alt i alt en god dag og jeg fik da et boost energi og mer' gå-på-mod af den gode nyhed.

En god gang rock :-)

Var lige til en fantastisk koncert med Skunk Anansie her til aften.
Uhhh... hvor blev jeg glad og i forrygende humør af at se og høre det ultra gode band og forsangeren Skin, der bare synger fuldstændig forbløffende godt og spreder så god energi - dejligt!

vente...vente...vente...

Uhhh... så er det på torsdag jeg får svar på, om de metastaser holder sig i ro!
Så er det også 14 dage siden jeg var til scanning. 14 dages venten føles nok som 1 måned. Så det bliver rart endelig at få klar besked.
Først skal jeg til blodprøve, så til lægesamtale og til sidst til behandling med herceptin og zometa.
Når jeg kommer hjem snupper jeg lige mine kemopiller.
Og så til efterårskoncert på sønnens skole (åhhh...Gud)

Men mon ikke jeg er inde i en stime af gode nyheder?
Først det gode svar på gentesten, dernæst er jeg nu godkendt til fleksjob, og så mangler jeg bare lige at: kemoen virker på metastaserne!

PLEEEAAASE!!!

Svar fra Kennedy Centret

Så fik jeg, efter 5 måneders venten, svar på gentesten:

• Ingen arvelige genmutationer!
• Mine børn har dermed ikke forøget risiko for at blive ramt af brystkræft 
• Det samme gælder mine søstre
• Jeg har dermed heller ikke forøget risiko for æggestokkræft, dvs. ingen yderligere operation til mig :-)

10% af mamma- og ovariecancer skyldes arvelige faktorer. Man kender to gener, som disponerer for disse cancerformer, BRCAl og BRCA2. Hvis en kvinde har en mutation i BRCA1 eller BRCA2 er risikoen for at udvikle mammacancer 70-80 %. Risikoen for at udvikle ovariecancer er 40-50 % ved en mutation i BRCA1, 25-30 % ved en mutation i BRCA2. Flere gener identificeres til stadighed i disse år, men der er tale om gener med såkaldt lav penetrans, dvs. med kun lettere øget risiko, og der foretages p.t. ikke gentestninger med henblik på disse gener, bortset fra i forskningssammenhæng.
En genetisk udredning med optegnelse af stamtræ kan afklare, om der er grund til at mistænke arvelig disposition. Som hovedregel gælder, at flere førstegradsslægtninge med samme cancersygdom i en ung alder eller flere primære cancere hos samme person tyder på en arvelig disposition.

Test af gener
Det har vist sig, at den arvelige disposition for brystkræft i en del familier skyldes en forandring i et af de to gener eller arveanlæg, der hedder BRCA1 og BRCA2. Det er imidlertid ikke alle familier, hvor det er muligt at undersøge for en genforandring. Er der i familien mulighed for at foretage en gentest, vil lægen informere kvinden grundigt om denne mulighed.

Ved gentesten undersøges en blodprøve fra en af de personer, der har eller har haft bryst- eller æggestokkræft. Undersøgelsen af de to gener tager nogle måneder. Hvis det viser sig, at Lises moster har brystkræft, vil man eksempelvis kunne undersøge om mosteren har genforandringer i BRCA1 og BRCA2.

Finder man ikke genforandring, kan det ikke udelukkes, at der er en arvelig disposition for brystkræft. Man kan nemlig ikke være 100 procent sikker på at finde alle forandringer i de to gener, og der kan være andre ukendte gener involveret. I de familier, hvor man ikke finder en forandring i BRCA1 eller BRCA2, er det alene stamtræsoplysningerne, der ligger til grund for vurderingen af, om der er en arvelig disposition til brystkræft og/eller æggestokkræft.

Finder man en forandring i BRCA1 eller BRCA2, kan man give en mere nøjagtig vurdering af de enkelte familiemedlemmers risiko for at få brystkræft og æggestokkræft. Påvisningen af genforandringen vil nemlig give mulighed for at undersøge raske familiemedlemmer for, om de har arvet den samme forandring. Børn eller søskende til en person med en forandring i BRCA1 eller BRCA2 vil have 50 procent sandsynlighed for at have arvet den samme genforandring og 50 procent sandsynlighed for ikke at have arvet forandringen.

Har man arvet genforandringen, er risikoen for at få brystkræft og æggestokkræft betydeligt forøget sammenlignet med kvinder, der ikke er arveligt disponerede. Har man derimod ikke arvet genforandringen, er risikoen for at få bryst- og æggestokkræft ikke forøget, og der vil ikke være grund til at få lavet særlige kontrolundersøgelser.

Artikel fra Bornungesorg.dk

Gode råd til at tale med børn om det svære

Hvor meget skal børnene vide...?

Mange voksne er i tvivl om, hvordan man skal tale med børn om alvorlig sygdom. Hvor meget skal man fortælle dem om sygdommen? Hvor ærlig skal man være? Hvornår skal man fortælle dem det? Og hvordan taler man overhovedet om noget så svært?

Som forælder vil man gerne beskytte sine børn - mod truende omstændigheder og mod de bekymringer, som alvorlig sygdom fører med sig. Det kan derfor være meget svært at skulle fortælle, at far, mor eller en søskende er blevet alvorligt syg. Og at han eller hun måske kan dø af sygdommen.

Men det er vigtigt at huske på, at børn registrerer alt. De lægger mærke til forandringerne i familien og fornemmer, at noget er ændret. De ved hurtigt, det er alvorligt. Det bedste er derfor at tale med dem om det, der sker.

Børn trives bedst med at blive informeret

Børn, der ikke informeres om, hvad der er sket, overlades til deres fantasi - og fantasien er grænseløs! Børn trives derfor bedst med at blive informeret, så de kan forstå, hvad der sker omkring dem.

Når man selv er åben og informerer om, at far eller mor eller en søskende er blevet alvorligt syg, indbyder man samtidig til, at børnene må fortælle om deres tanker og stille de spørgsmål, de måtte gå med.

Fortæl ikke detaljeret om sygdommen, men fortæl om hvilke konsekvenser det kan have for hverdagen.

Vær åben og imødekommende

At informere børn om alvorlig sygdom kræver mod og åbenhed. Det er vigtigt at slippe tankerne om, hvad der er den rigtige måde at gøre det på. Vi er alle forskellige, og man skal gøre det på den måde, man har det bedst med.

Det kan være en god idé at lave noget helt andet imens - fx fortælle om det, mens man går en tur, tegner eller bager sammen med dem. Det kan gøre det mere afslappet og nemmere at tale om det svære, end hvis man sætter sig på en stol over for barnet og dermed konfronterer ham eller hende direkte. Hvis man laver noget andet imens, giver man barnet mulighed for at kunne kigge væk eller 'gemme sig lidt'.

Børn reagerer forskelligt

Vær forberedt på, at børn reagerer meget forskelligt på en alvorlig besked. Nogle - især små børn - har brug for at fordøje informationerne, og det er derfor ikke unormalt, at de lige efter spørger, om hvad de skal have til aftensmad eller om de må spille computer. De vender som regel tilbage igen med spørgsmål, når de har fordøjet informationen - og så er opgaven at være åben og parat til at svare, så godt du kan.

Håb

Børn forstår alvoren og svinger mellem håb og håbløshed fuldstændigt som de voksne.

Når man fortæller om alvorlig sygdom, er det væsentligt at fortælle om behandlingsmulighederne - hvad der kan og skal gøres, og at lægerne gør, hvad de kan, for at gøre én rask.

Information i forhold til behandlinger og bivirkninger

Det kan være en god idé, at børnene kommer med til en enkelt behandling, så de ser, hvordan det foregår. Husk at forberede børnene så meget som muligt på situationen: Hvordan ser rummet ud, vil der være andre syge, skal I vente på at komme til osv.

Nogle behandlinger medfører voldsomme bivirkninger, hårtab, træthed, oppustethed, vægttab m.m. Prøv at forberede børnene på det - jo mere forberedte de er, jo bedre kan de håndtere det.

Det er også en god idé at informere børnene om de ændringer, sygdomsforløbet og behandlingerne vil medføre for familien. Der kan i perioder være ting, man plejer at kunne gøre, men som man pludselig ikke kan gøre længere.

Besøg på hospitalet

Det kan være svært at komme på besøg på hospitalet. Der er andre syge patienter, der er kedeligt, og det er svært at se mor eller far syg. Det er vigtigt, at børnene kommer med på hospitalet, men tal med dem om, hvor ofte de har lyst til at komme med, hvor længe de synes, besøget skal vare, og hvad de har lyst til at lave, når de er der.

Besøgene kan gøres lettere for børnene ved ikke at være for lange og ved, at de har bøger eller spil med, så de har noget at lave. Det kan også være godt, hvis børnene har en lille ting, de kan gøre for den syge, som fx at hente saftevand eller lignende.

 

Pligter og opgaver

Magtesløsheden er en svær følgesvend for alle, og børnene føler sig også magtesløse. Derfor kan det være en god idé at give børnene små opgaver i hjemmet.

Som forældre er man ofte bekymret for, at børnene skal udvikle sig til små voksne. Det er en reel bekymring, men det er også vigtigt, at børnene får mulighed for at gøre noget, så de kommer ud af magtesløsheden.

Børn vil gerne hjælpe og kan få dårlig samvittighed, hvis de ikke føler, de hjælper. Det skal ikke være for store opgaver eller for mange pligter, men opgaver tilpasset barnet og barnets alder.

Opdragelse i en svær tid

Når en i familien er alvorligt syg, kan det være svært at stille krav til børnene. Man er ofte selv i underskud og synes, det er synd for børnene. Børnene er, som de voksne, måske bange for fremtiden og reagerer på det. Derfor kan det være svært at fortsætte sin opdragelse af barnet som hidtil, men det er vigtigt, så vidt man kan, at fortsætte opdragelsen af børnene som hidtil. Manglende rammer og struktur gør børnene endnu mere usikre.

"Dør du?"

Når børnene spørger, om man dør af sin sygdom, er det vigtigt at være så ærlig som overhovedet muligt. Og samtidig er det også vigtigt, at børnene ikke går i mange år og er bange for, at deres mor eller far dør – de vil hele tiden kunne være bange for, om det er nu.

Derfor vil svaret afhænge af, hvilken sygdom man lider af og prognosen. Er det en sygdom, man kan dø af, kan man fortælle, at det er en sygdom, som man kan risikere at dø af, men at lægerne gør, hvad de kan, for at gøre en rask.

Ved man, at man dør af sygdommen, kan man svare "ja, jeg dør af sygdommen, men det er ikke nu, måske er der flere år tilbage".

Er man døende, bør man orientere børnene. Hvis man ikke gør det, kan de opleve det som et tillidsbrud, som kan efterlade dem vrede i lang tid.

Juhuuu, første fredag efter opstart på kemo, hvor jeg ikke har haft stærke mavesmerter eller diarré. Fantastisk!

Igår var jeg til CT-scanning og i dag til MR-scanning... så nu skal jeg bare vente på svar på om kemoen har den ønskede virkning.

På mandag skal jeg på Kennedy Centret og have det længe ventede svar på min gentest. Det er jeg meget spændt på...

God weekend derude!

Artikel fra videnskab.dk

Forskere jagter kilden til brystkræft hos unge kvinder

2. marts 2012 Af: Sybille Hildebrandt, Journalist 

 

Kvinder under 40 bliver ramt af en særlig aggressiv brystkræft, som efter alt at dømme er genetisk bestemt. Nu vil forskere fra Rigshospitalet spore sig ind på, hvilke genvarianter der er skyld i sygdommen.

 

   

 

Jo tidligere man får kræft, des større risiko er der for, at årsagen er genetisk. Kræft kan også skyldes miljøfaktorer eller levevis, men forskerne mener ikke det gælder for de unge kvinder med brystkræft.

(Foto: Colourbox)

Brystkræft rammer som regel ældre kvinder, der for længst har passeret overgangsalderen. Men også unge kvinder bliver ramt, og når det sker, er sygdommen oftest særdeles aggressiv.
Sygdommen udvikler sig så hurtigt, at den typisk først bliver opdaget langt henne i forløbet, hvilket har den ulykkelige konsekvens, at en betydelig andel af kvinderne dør af sygdommen.
Det vil forskere fra Rigshospitalet gøre noget ved. Ved Center for Genomisk Medicin er forskerne overbeviste om, at årsagen er genetisk, og de har nu igangsat et forskningsprojekt, der skal spore sig ind på de genmutationer, der fremprovokerer sygdommen.
Studiet er det første af sin art i Danmark og foregår ved hjælp af en ny teknologi, som ud fra blodprøver er ferm til at spotte sygdomsfremkaldende mutationer. (Se også boksen under artiklen.)
»Vi tror, at størstedelen af de unge brystkræftramte kvinder har udviklet sygdommen, fordi de bærer nogle specielle genvarianter, som man ikke hidtil har forbundet med denne sygdom. Alle disse gener danner tilsammen karakteristiske mønstre i patienternes DNA, som vi har en forhåbning om, at den nye teknologi kan spotte,« siger biokemiker Thomas van Overeem Hansen fra forskningscentret.

Forskere jagter ukendte mutationer for brystkræft

Fakta

Syv procent af alle de europæiske kvinder, der får brystkræft, er under 40 år. Brystkræft er den hyppigste dødsårsag blandt kvinder mellem 15 og 34 år.

I forskningsprojektet sporer forskerne sig ind på, hvor i arvematerialet genvarianterne er og hvordan de ser ud, ved at gå på fisketur i de unge kvinders DNA.
Man har længe vist, at afarter af de to gener BRCA1 ogBRCA2 kan fremprovokere brystkræft. De unge kræftramte kvinder der undersøges i dette forskningsprojektet har ikke mutationer i disse to gener. De unge kvinders brystkræft må altså skyldes andre genvarianter, som man endnu ikke kender, men som forskerne håber på at kunne spore sig ind på ved hjælp af den nye teknologi.
»Udfordringen er at finde genvarianter, der kan forklare, hvorfor disse unge kvinder bliver syge,« siger Thomas Van Overeem Hansen.

Teknologi genkender mønstre for brystkræft i DNA

Den nye teknologi er blevet døbt ’Next Generation Sequencing’ og går ud på at afdække mønstre i kvindernes gener. Går de samme genvarianter igen hos patienterne, kan det være et tegn på, at disse genvarianter er kilde til sygdommen.
Forskerne har altså brug for DNA fra mange sygdomsramte kvinder for at kunne spore sig ind på mistænkelige mønstre i arvematerialet, og de har foreløbigt udpeget 100 kvinder til at deltage i projektet. Ud over, at alle kvinderne er unge og lider af aggressiv brystkræft, har de det til fælles, at de er i familie med andre kvinder, som også er eller har været ramt af sygdommen. Det gør det sandsynligt, at sygdommen er genetisk bestemt.

Fakta

Projektet er planlagt til at løbe over de kommende tre år. Men forskerne regner allerede med, at de første resultater tikker ind i løbet af 2012.

Studiet er kun i opstartsfasen, så der er endnu langt til målet, men forskerne har store forventninger til det. Lykkes det at kortlægge de sygdomsfremkaldende genvarianter, vil man nemlig kunne komme udsatte kvinder til undsætning og formentlig redde mange menneskeliv.
»I det øjeblik, vi kender varianterne, kan vi udrede kvindernes familier og finde frem til de andre kvinder, som bærer varianterne i deres arveanlæg og som derfor er i fare for at udvikle sygdommen,« siger Thomas Van Overeem Hansen.

Familien kommer på forkant med skæbnen

Planen er at få alle disse kvinder med i et risikoprogram, hvor de kommer ind til jævnlig kontrol og får undersøgt deres bryster som et led i en forebyggende behandling. Begynder en kvinde at udvikle kræft, vil man med det samme kunne sætte hende i behandling med kemoterapi eller operation.
»Uanset hvad de berørte kvinder vælger at gøre, vil den nye teknologi ruste dem til at kunne agere og beskytte sig bedst muligt. Derudover er det selvfølgelig også rart for familierne at få afklaret, hvorfor så mange kvinder i deres familie bliver syge,« siger Thomas van Overeem Hansen.
En anden forsker, der deltager i projektet, er Bent Ejlertsen, der som kræftlæge har ansvaret for patienternes medicinske behandling. Han taler også med de unge patienter om fertilitet og graviditet, hvilket kan være et problem.
»Bærere af sygdomsgivende mutationer har en høj risiko for senere at udvikle æggestokkekræft, hvilket vi i vid udstrækning kan forebygge ved hjælp af information, kontrol og forebyggende behandling, der både løfter den enkelte patient og hjælper familien som helhed,« siger Bent Ejlertsen.

Skod-lørdag

Neeej, en spændende lørdag: hovedpine, muskelsmerter og ømhed i hele kroppen.
Trods nedsat kemodosis er jeg helt flad i dag og måtte blive hjemme fra en fest jeg havde glædet mig helt vildt til. Det er bare så ærgeligt, at jeg aldrig rigtig ved, hvad dagen bringer.
En planlagt sjov og festlig lørdag blev lige forvandlet til en kedelig, kedelig lørdag med meget få vågne timer...

Når nu de kemopiller skal begrænse mig og gøre mig så udmattet og ugidelig, så håber jeg fandeme de virker på de metastaser! Selvfølgelig gør de det! Slut! :-)

Kemohjerne?

Føler virkelig, at kemoen har overtaget min krop i disse dage. Mine blodtal er helt i bund og jeg lå lige på grænsen til ikke at måtte få kemo forleden dag. De gav mig alligevel lov, men med en kraftig påmindelse om at reagere på den mindste form for infektion.
Og eftersom kemoen har nedbragt mine blodtal for hver eneste behandling, er det ikke lige den bedste prognose for at skulle komme til at sprudle af energi foreløbig?

Har ingen energi
Min krop og mit hoved er sindssygt træt
Kan ikke holde fokus på noget
Og kan ikke huske en dyt

Og så læser man lige denne artikel??? Tjaa... så kan jeg da påstå både at have haft amme-hjerne og nu også kemohjerne?

Hjerneforsker påviser ”kemohjerne” ved scanning

- Jeg har svært ved at koncentrere mig og forstå hvad jeg læser.
- Det kniber med at genkende mennesker, navne og steder.
- Og det er svært at huske, hvad der skete i går. Sådan lyder klager fra kræftpatienter efter kemoterapi. Men nu en hollandsk forsker opdaget konkrete ændringer i hjernen hos patienter, som fik kemoterapi.

Den hollandske neuropsykolog Sanne Schagen præsenterede sin ny undersøgelse, da hun for nyligt deltog i den store kræftkonference ACTA 2012 i København. Hidtil har det været svært at påvise kognitive skader, når forskerne testede patienterne.

Scanninger tyder på, at kemoterapi kan give midlertidige ændringer i hjernen.

Mindre hjernemasse Sanne Schagen har undersøgt 187 hollandske brystkræftpatienter, som har fået kemoterapi indenfor de seneste 20 år. Sanne Schagens hjernescanninger viser, at den såkaldte grå substans i hjernen (hjernebarken og dele af storhjernen) har mindre volumen hos disse patienter sammenlignet med en kontrolgruppe på lidt over 300 raske kvinder.

- Vores resultater tyder på, at kemoterapi kan fremkalde mindre objektive forandringer i hjernen. Undersøgelser på mus har ligeledes bekræftet de kognitive ændringer, fortæller den ansete hollandske forsker.
Sanne Schagen er internationalt kendt for sin forskning i sammenhængen mellem kræft og kognitive problemer. Hun arbejder på afdelingen for psykosocial forskning på Netherlands Cancer Institute ved Antoni van Leeuwenhoek Hospital in Amsterdam.

Tvivl om årsag til kemohjerne Tidligere har forskerne haft svært ved at påvise kognitive skader efter kemoterapi, når de testede patienterne. Professor Christoffer Johansen fra Kræftens Bekæmpelses Center for Kræftforskning understreger da også, at de mange undersøgelser ikke er entydige:

- Trods mange forskellige undersøgelser med spørgeskemaundersøgelser og kognitive prøver hersker der stadig tvivl om årsagerne til kræftpatienters kognitive problemer efter kemoterapi. Men heldigvis ser det ud til, at de kognitive problemer går over med tiden.

Den hollandske hjerneforsker Sanne Schagen har ved hjernescanninger påvist kemohjerne".

Information øger bivirkninger? Sanne Schagen har også undersøgt, om det betyder noget, hvis kræftpatienterne informeres i forvejen om bivirkningerne. Her ser det ud til, at information faktisk øger patientens oplevelse af kognitive bivirkninger. De informerede patienter rapporterede oftere om forringet hukommelse og andre kognitive problemer efter kemoterapi sammenlignet med kontrolgruppen af patienter, som ikke var informeret om bivirkningerne.

- Mere information om kognitive bivirkninger forstærker tilsyneladende patienternes opmærksomhed og oplevelse af problemerne, siger Sanne Schagen.

Kognitive problemer går over
Også amerikanske forskere har længe haft fokus på sammenhængen mellem kemoterapi og kognitive problemer. En forskergruppe har i 2012 samlet en række forskellige undersøgelser om kemoterapi og efterfølgende kognitive problemer i to internationale metaanalyser.
Analyserne bekræfter, at visse kognitive funktioner ser ud til at påvirkes i mindre omfang efter kemoterapi. Men de kognitive problemer ser heldigvis ikke ud til at være permanente, men mindskes eller forsvinder igen efter et stykke tid hos de fleste.

Alder spiller en rolleResultaterne tyder også på, at alder spiller en væsentlig rolle. Ældre patienter rammes hårdere af kognitive problemer end yngre og midaldrende, som måske har lettere ved at tilpasse sig og komme sig efter en hård sygdomsperiode. Begge metaanalyser er offentliggjort i det førende kliniske tidsskrift Journal of Clinical Oncology i hhv. august og oktober 2012.
Andre psykologiske forklaringer

Hjernen kan genoptrænesTidligere danske test-undersøgelser har ikke kunnet påvise kognitive problemer hos brystkræftpatienter efter kemoterapi.

-Uanset hvad årsagerne er til de kognitive problemer, har det naturligvis stor betydning for patienternes hverdag. Og når så mange patienter beskriver disse problemer, er det et forskningsområde, som bør prioriteres højt, siger professor Christoffer Johansen.

Uanset årsagerne til "kemohjerne", så tyder alt på, at det er et forbigående problem hos de fleste kræftpatienterne, siger professor Christoffer Johansen fra Kræftens Bekæmpelse

Spørgsmålet er også, om de kognitive problemer skyldes selve kemoterapien, eller om andre psykologiske faktorer spiller ind. Vi ved, at f.eks. frygt, stress og negative forventninger i forbindelse med sygdommen og behandlingen kan helt naturligt også forstærke patienternes oplevelse af kognitive problemer.

- Men uanset, hvad årsagerne er, så ved vi, at hjernen kan genoptrænes, og i dag har vi effektive metoder og behandlinger, som kan hjælpe patienterne med at genopbygge og styrke deres kognitive evner, siger professor Christoffer Johansen fra Kræftens Bekæmpelse.

 

Min sejr

Jeg har aldrig fået skrevet om den fine gave jeg fik af min mand, som en "nu er du færdig med kemo/strålebehandlingsgave"... ja, det var jo så før vi vidste, at min sygdom var kronisk.
Men dengang, hvor vi troede, at sygdommen var under kontrol og jeg kunne visualisere mig selv sund og rask efter endt behandling og sige: JEG KLAREDE DET!
Det var dér, at jeg fik en ustyrlig og måske lidt ufornuftig trang til at gøre noget ved drømmen og få mig en motorcykel...  Når min behandling var overstået ville jeg begynde at tage motorcykelkort.
Og mine før så bekymrede tanker om, at man da ikke kan være så uansvarlig at køre på motorcykel når man er mor, de blev pakket langt væk. Jeg havde fået overbevist mig selv om, at der skulle være en gulerod for enden af den grusomme behandling jeg skulle gennemgå. Og den gulerod var for mig at springe ud i det og gøre noget ved drømmen - vrrrooooommmm vrrrooooommmm :-)

Jeg fik som nævnt motorcyklen i gave i juni og så måtte jeg jo igang med at tage det motorcykelkort.
Og jeg er så ufattelig glad og stolt over at have gennemført det jeg bare altid gerne har villet.
Det var en kæmpe sejr!
Og jeg eeeeelsker det, eeeeelsker det, eeeeelsker det! 
Det kan slet ikke beskrives... men jeg er mere lykkelig efter en tur på motorcyklen!
Det renser virkelig tankerne og det er faktisk slet ikke så dårligt i min situation.

Synes jeg tit har hørt folk, der har haft kræft sige, at deres sygdom på en måde, har været en gave??? Det kommer jeg ALDRIG til at synes. ALDRIG!!! Men det har rykket mig som menneske, fået mig til at kende mig selv bedre, fået mig til at stoppe lidt mere op og passe bedre på mig selv og prioritere ting på en helt anden måde. Og ikke mindst fået mig til at leve livet 100 % her og nu.
Og tænk, at jeg skulle igennem et sygdomsforløb før jeg fik gjort noget ved en gammel drøm!


Jeg har sgu lidt svært ved at forstå, at jeg ikke bliver rask og skal have evig behandling?
Så jeg må satse på, at der findes mirakler eller, at de når at knække koden til en behandling, der kan gøre mig og alle de andre med en kronisk kræftsygdom raske? 
Og imens jeg venter på, at der forhåbentlig kommer en behandling, der en dag kan helbrede mig, ja så kan jeg jo lige så godt prøve at have det sjovt.

Hvad har du altid drømt om?
Synes du skal gøre noget ved det - du bliver så glad :-)