Tanke-vanvid!

Egentlig synes jeg ikke, at jeg indtil nu, har haft problemer med at holde humøret højt.

Men noget, der kan få mine tanker helt på galt spor, er når jeg møder andre kræftpatienter, der fortæller om deres forløb, deres tilbagefald, deres lymfødem-arme, deres spredning til knogler, lunger osv., livsforlængende kemobehandlinger m.m. Det kan jeg slet ikke holde ud at høre om.
Det minder mig om, hvor farlig denne her sygdom er og får mig til at føle mig som en kræftpatient, hvilket jeg ikke helt kan forholde mig til.
Måske det hele også bliver lidt for meget fordi, jeg ved, at når jeg er HER2-positiv så har jeg større risiko for tilbagefald.

Men det er faktisk ret skræmmende, hvordan ens tanker pludselig kan få hevet én helt ned, hvor det hele virker håbløst.
Hvor man bekymrer sig sindssygt meget om fremtiden.
Hvor angsten fylder alt for meget og alt det grubleri gør én totalt modløs.

Får jeg mon tilbagefald?
Hvis der kommer et tilbagefald - bare det så ikke når at sprede sig til lunger, lever, knogler eller hjerne?
Jeg får stress af at tænke på alt det, jeg skal nå inden jeg måske, skal hele møllen igennem igen.
Jeg orker ikke at skulle have kemoterapi nogensinde igen.

Det er det med at bekymre sig på forhånd. Tusinde tanker kører rundt og rundt i hovedet på én.
Hvordan stopper man de tanker? Jeg ved bare, at jeg ikke skal tro på alt, hvad jeg tænker!!!

Jeg skal huske på, at jeg jo ikke har kræft nu. Jeg er en kræft-overlever!
Jeg er "kun" i et forebyggende efterbehandlingsforløb og når det er slut så er jeg out of here.
Jeg vil ikke være i den negative spiral og min afledningsmanøvre er:

• Gå en lang tur med høj musik i ørerne.
• Spørg aldrig mere ind til folk med kræft (ikke så længe jeg kan tricke min angst for tilbagefald)
• Sige fra når folk begynder at plapre løs om deres forløb eller om nogle de kender, der er igennem en skrækkeligt tid. Jeg skal sige, at jeg ikke kan rumme at høre om negative historier.
• Og så huske på, at jeg netop får massiv efterbehandling for at mindske min risiko for tilbagefald.

Heldigvis er det meget få triste dage, jeg har haft indtil nu og det vil nok også være fuldstændig umuligt ikke at have dystre tanker i sådan et forløb.
Men så længe jeg er i stand til at styrer tankerne i den rigtige retning igen, så går det :-)
Og så skal man jo lige huske på, at ingen går igennem livet uden nogle bump på vejen.