onsdag den 25. januar 2012

Gå nu væk, virus!

Øv, hvor jeg træt af virus i min krop...
Var forbi lægen idag for at få tjekket for bakterier og dem var der heldigvis ingen af.
Min krop kan ikke rigtig finde ud af hvad den vil, tror jeg.
Virus forlad min krop straks!!!

Om en uge skal jeg have kemo igen og jeg vil sådan set gerne nyde den sidste uge, inden jeg skal ligge og være syg IGEN.

Men, hvor jeg dog glæder mig til at være halv-vejs igennem kemoforløbet.
Den 1. februar er 3. kemo og det blir skønt at nå dertil.
Så skulle det være farvel til kvalme, men goddag til knogle,muskel-og ledsmerter.
Og prikken og stikken i hænder og fødder?

Kære kemo, du er min ven (jeg har bare lidt svært ved at fatte det... Du er sgu lidt barsk)

tirsdag den 24. januar 2012

Look good feel better

Så har jeg været på smukserings-kursus idag :-)
Var ikke synderlig imponeret af dagen. Lærte intet nyt!
Troede jeg ville komme derfra og vide lige præcis, hvordan jeg kan sminke mig ud af alien-looket, som jeg er på vej til at forvandle mig til.
Mine øjenbryn er så småt begyndt at falde af og mine øjenvipper ligeså.
Det er bare det værste - virkelig det værste!
En ting er, at jeg skal være skaldet - DET ER ONDT, men at øjenbryn og vipper OGSÅ skal falde
af, er VIRKELIG TARVELIGT!  Man ligner jo en kemo-bleg, bumset albino alien. ØV!

Nå, men vi fik da en fin lille taske med forskelligt make-up fra Elisabeth Arden og nogle renseprodukter fra Biotherm. Super dejligt.
Og når nu jeg ikke fik det helt vilde ud af kurset, så var det da hyggeligt at sludre med de andre kvinder med kræft. Det var kvinder med brystkræft, æggestokkræft, lungekræft m.m. Og uanset kræfttype og alder, så blev der snakket på kryds og tværs om  kræfttyper, operationer, parykker, huer, tabu om at være skaldet o.lign.
Ja, det var egentlig lidt sjovt at sidde så mange skaldede kvinder sammen og ja, så var der lige dig Nana, som stadig ikke har mistet håret. Heldige asen. Og hvis du på nogen måde får ret i at DU ikke taber dit hår af kemo, så begynder jeg fra NU AF at blive lige så kæk som dig :-)
Who knows, måske man bare skal fortælle kemoen, at man ikke VIL MISTE DET???

lørdag den 21. januar 2012

Sløj og slatten

Så arbejder kroppen på at bekæmpe lidt virus...
Ondt i halsen, ørerne, hovedpine. Totalt energiforladt krop!
Og så er min kemo-tunge på banen igen.

Jeg skal være frisk til på tirsdag. Skal til Look good feel better kursus på Herlev Hospital.
Det bliver sjovt at sidde med de andre skaldede kvinder og lære at lægge make-up.
Tror det bliver nødvendigt lige at lære, hvordan man fx. tegner øjenbryn.
Man skal jo nødig gå rundt og se overrasket ud, hvis de bliver tegnet lidt for højt... tænker det hurtigt kan gå helt galt :-)
Og hvad med optegnede øjenbryn i regnvejr? Nå, det må de ha' nogle fif til?

fredag den 13. januar 2012

2. kemobehandling

Tirsdag den 10. januar fik jeg min 2. kemobehandling.
Derefter en tur ud at shoppe lidt. Kunne desværre ikke finde mig en ordentlig kemogave/belønnning. Det må vente til en anden dag.
Jeg begyndte at få kvalme. Lidt mere kvalme... og til sidst meget kvalme. Fy for pokker!

Idag fredag den 13. januar er jeg først nogenlunde mig selv igen.
Har været så dårlig af kvalme, har intet spist. Det har været nogle mega skod-dage!
Men indtil nu har denne 2. kemo været kendetegnet ved:
  • svær kvalme
  • mundtørhed
  • svimmel
Nu nyder jeg bare at det er fredag og jeg kan hygge med familien og spise med til aftensmad - juhuuu...



torsdag den 5. januar 2012

Herceptin behandling

Hvorfor er det nu jeg skal have et års behandling med antistoffet Herceptin?

Cirka 20 procent af alle tilfælde af brystkræft er såkaldt HER2-positiv brystkræft, hvor der er en øget risiko for, at man får tilbagefald af sygdommen.
Men behandling med stoffet trastuzumab (Herceptin®) i kombination med kemoterapi eller antihormonbehandling forbedrer udsigterne og nedsætter risikoen for tilbagefald.

HER2-positive brystkræftceller har et meget stort antal HER2-receptorer på celleoverfladen. Det unormalt store antal HER2-receptorer medfører, at cellerne bliver overstimuleret og deler sig ukontrolleret.
Trastuzumab (Herceptin®) er et antistof, som virker ved at binde sig til HER2-positive kræftceller. Derved ændres cellernes overflade, og immunforsvaret kan herefter skelne kræftcellerne fra de normale celler og ødelægge dem.
Tegningen viser en normal celle og en HER2-positiv celle. Den normale celle har få receptorer, hvorimod cellen, der er HER2-positiv, har mange receptorer.

Bivirkninger

Meget almindelige (over 10%)
Feber, kulderystelser, kraftesløshed, influenzalignende symptomer, reaktioner og ubehag under infusionen.
Kvalme, opkastning, mavesmerter, diarré.
Lavt blodtryk, forhøjet blodtryk, hjerterytmeforstyrrelser, hjertebanken, brystsmerter, åndenød.
Ledsmerter, muskelsmerter, muskelstivhed.
Hovedpine, svimmelhed, rysten.
Væskeophobning i ansigtet, rødme, hududslæt.
Almindelige (1-10%)
Vægttab, nedsat appetit.
Smagsforstyrrelser, mundtørhed, forstoppelse, betændelse i bugspytkirtlen, leverbetændelse.
Hjertesvigt, sygdom i hjertemuskulaturen, næseblod, hoste, astma, væskeophobning i kroppen.
Blodmangel, øget tendens til infektioner pga. mangel på hvide blodlegemer, øget tendens til blødning pga. fald i antallet af blodplader.
Ledbetændelse, knoglesmerter, muskelkramper.
Angst, depression, søvnløshed, søvnighed, tankeforstyrrelser, konfusion, nervebetændelse på fx arme og ben, ændring i hudens følesans, besvær med at styre arme og ben.
Hudkløe, hårtab, tør hud, acne, plettet udslæt med fortykkelse af huden, småblødning i hud og slimhinder, øget svedtendens, neglesygdomme.
Infektioner, allergiske reaktioner.
Øjentørhed, tåreflåd.


Okay... jeg ved godt man på ingen måde får alle bivirkninger, MEN HELT ÆRLIGT, hvordan skal jeg dog kunne byde herceptin velkommen i min krop???

Kan man mon få nogle piller mod paranoia? Jeg tror jeg får brug for et stort glas?


onsdag den 4. januar 2012

Koldt på toppen :-)

For pokker, hvor er det koldt om hovedet???
Jeg er nødt til at sove med en lille hue på om natten :-)
Ja, yndig ser jeg ud!
Men man gør sig ikke begreb om, hvor meget ens hår faktisk varmer.

Derudover har jeg i løbet af dagen haft super travlt...
på med paryk
af med paryk
på med hue
af med hue
skaldet - brrrr... nej
på med kasket, af igen
på med hue
nej, jeg prøver lige at binde et tørklæde - så blev jeg til sørøver sally!
okay paryk igen, hmmm... ligner jeg lidt Lisbeth Dahl fra cirkusrevyen?
Det er altså ikke nemt at være mig.
Konklusionen for idag: bomuldshuen er det rareste at have på.
Og hvor er der dog meget jeg skal vænne mig til. Jeg gør mit bedste.

mandag den 2. januar 2012

Så skete det!

Idag præcis 14 dage efter min 1. kemobehandling kunne jeg rive små totter hår af.
Selvom det var ganske lidt, så blev dagen dømt til at være stor-barberings-dag!
Tak Anja, for hjælpen med at fjerne mit hår.
Ungerne grinede og det var helt rart.
Selvfølgelig var det dybt mærkeligt at få fjernet håret og blive forvandlet til en soldier, men det var ikke så skrækkeligt som jeg havde regnet med. Jeg kan jo ikke slippe for det og så må jeg bare acceptere det.
Men det er sat'me mærkeligt at røre sin egen hovedbund. Det skal man da lige vænne sig til.

Nå, nu er det længe frygtede scenarie også overstået og så er det bare videre mod målet.