Afsted igen til Rigshospitalet.
Kl. er 07.00 da vi ankommer - kl. 08.00 bliver jeg kaldt ind - same precedure as last time:
på med de frække støttestrømper, et stk. mormortrusse, og skjorte - så er jeg klar.
Kl. 09.00 sender jeg Morten hjem, der er ingen grund. at han spilder sin tid her.
Jeg ved jo nu, hvad der venter mig. Jeg er ikke nervøs. Så jeg kan sagtens være der alene.
Jeg ved, at jeg ca. skal opereres ved 11-12 tiden. Ligger og hører lidt forskelligt yndlingsmusik. Dejligt mens man venter.
Og her må en særlig tak lyde til dig Bine for en utrolig sjov/mærkelig sms korrespondance - for pokker da! Den trak tårer i øjnene på den gode måde.
Nå, men tiden er ved at være min. Jeg bliver bedt om selv at gå til operationstuen???
Hmm... serious? I det her kluns? Desuden er jeg vildt svimmel pga. faste og piller, men jeg får at vide at: "det kan du sagtens, du skal bare gå lige ned af gangen, til venstre, lige ud ned til elevatoren, ned til 6. etage og så venter du der til du bliver hentet". " Det kan du godt".
Øhhh... ja, men så prøver jeg da det?
Jeg tøffer derud af i mine støttestrømper og skjorte og min journal, som en anden tosse, der er faret vild på hospitalet. Jeg må spørge flere på min vej, om jeg er på rette vej.
Måske min stedsans ikke helt er så skarp i denne situation, men det lykkedes.
Det var virkelig en helt igennem fantastisk oplevelse at stå som den eneste i den propfyldte elevator i operationstøj!!!
Tusind tak fordi jeg også skulle ha lov at prøve det. Måske jeg er lidt sart, meeen det var sgu ikke lige mig.
Da jeg kommer ind på operationsstuen er der lidt snak og derefter lyder det: "Nå, Connie....bla, bla,bla " og så bliver man sgu lidt utryg og skynder sig at nævne, at jeg hedder Lonni og det er VENSTRE bryst de skal skære i.
Lidt efter begynder de sgu at tale med hinanden om, hvordan det er gået deres kollega, der er blevet alvorligt syg dagen forinden.
My god, hvad sker der?
Det ville være rigtig rart, hvis jeg følte en smule opmærksomhed på mig lige nu. Bare lige mens jeg ligger helt "forsvarsløs" i deres magt.
Nå, det næste er, at jeg vågner på min stue på brystkirurgisk afdeling.
Der er helt mørkt på stuen og jeg føler mig som den eneste overlevende på hospitalet :-)
Har de glemt mig? Ej, det er bare en lidt underlig fornemmelse.
Jeg ringer til Morten. Hent mig nu. Jeg vil hjem.
Jeg er hjemme ca. kl. 18.00.
Nu bør det også være slut med, at de skal skære mere i mig!
Nu skal de "kun" fylde mig med gift, stråler og anti-hormoner så jeg går i overgangsalderen som 35-årig!!!
Nej, jeg mener nu er det tid til det fint-maskede sikkerhedsnet for at undgå tilbagefald og redde mit liv!
Åhhh.. hvor er det bare svært at glæde sig til lige nu.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar