Operation nr. 2

Afsted igen til Rigshospitalet.
Kl. er 07.00 da vi ankommer - kl. 08.00 bliver jeg kaldt ind - same precedure as last time:
på med de frække støttestrømper, et stk. mormortrusse, og skjorte - så er jeg klar.
Kl. 09.00 sender jeg Morten hjem, der er ingen grund. at han spilder sin tid her.
Jeg ved jo nu, hvad der venter mig. Jeg er ikke nervøs. Så jeg kan sagtens være der alene.
Jeg ved, at jeg ca. skal opereres ved 11-12 tiden. Ligger og hører lidt forskelligt yndlingsmusik. Dejligt mens man venter.
Og her må en særlig tak lyde til dig Bine for en utrolig sjov/mærkelig sms korrespondance - for pokker da! Den trak tårer i øjnene på den gode måde.

Nå, men tiden er ved at være min. Jeg bliver bedt om selv at gå til operationstuen???
Hmm... serious? I det her kluns? Desuden er jeg vildt svimmel pga. faste og piller, men jeg får at vide at: "det kan du sagtens, du skal bare gå lige ned af gangen, til venstre, lige ud ned til elevatoren, ned til 6. etage og så venter du der til du bliver hentet". " Det kan du godt".
Øhhh... ja, men så prøver jeg da det?
Jeg tøffer derud af i mine støttestrømper og skjorte og min journal, som en anden tosse, der er faret vild på hospitalet. Jeg må spørge flere på min vej, om jeg er på rette vej.
Måske min stedsans ikke helt er så skarp i denne situation, men det lykkedes.
Det var virkelig en helt igennem fantastisk oplevelse at stå som den eneste i den propfyldte elevator i operationstøj!!!
Tusind tak fordi jeg også skulle ha lov at prøve det. Måske jeg er lidt sart, meeen det var sgu ikke lige mig.

Da jeg kommer ind på operationsstuen er der lidt snak og derefter lyder det: "Nå, Connie....bla, bla,bla " og så bliver man sgu lidt utryg og skynder sig at nævne, at jeg hedder Lonni og det er VENSTRE bryst de skal skære i.
Lidt efter begynder de sgu at tale med hinanden om, hvordan det er gået deres kollega, der er blevet alvorligt syg dagen forinden.
My god, hvad sker der?
Det ville være rigtig rart, hvis jeg følte en smule opmærksomhed på mig lige nu. Bare lige mens jeg ligger helt "forsvarsløs" i deres magt.
Nå, det næste er, at jeg vågner på min stue på brystkirurgisk afdeling.
Der er helt mørkt på stuen og jeg føler mig som den eneste overlevende på hospitalet :-)
Har de glemt mig? Ej, det er bare en lidt underlig fornemmelse.
Jeg ringer til Morten. Hent mig nu. Jeg vil hjem.
Jeg er hjemme ca. kl. 18.00.

Nu bør det også være slut med, at de skal skære mere i mig! 

Nu skal de "kun" fylde mig med gift, stråler og anti-hormoner så jeg går i overgangsalderen som 35-årig!!!

Nej, jeg mener nu er det tid til det fint-maskede sikkerhedsnet for at undgå tilbagefald og redde mit liv!

Åhhh.. hvor er det bare svært at glæde sig til lige nu.

Svar på operation

Vi er på vej til Rigshospitalet til svar på operationen.
Jeg har min mor og Morten med. Så er vi flere, der kan høre og huske svaret.
Lægen fortæller mig, at min kræftknude var:

• 12 mm, altså en lille knude
• Malignitetsgrad II (kræftknuden er medium aggressiv)
• Østrogen receptor positiv dvs. at knuden vokser, når der er østrogen til stede i kroppen
• HER2 positiv dvs. en hurtigt voksende kræfttype og det er vigtigt, at du får den bedst mulige behandling så tidligt som muligt. Der skal behandles med stoffet Herceptin

To skildvagtslymfeknuder (sentinel notes) ud af de ialt 11 lymfeknuder indeholdte kræftceller (makrometastaser).

Derudover er mine blodprøver fine, kun lidt D-vitamin mangel.

Jeg får at vide, at jeg nok skal klare den og vi joker lidt med at jeg BLIR gammel.

MEN, lægen vil gerne operere mig igen!!!
Under den første operation fjernede de ca. en cm brystvæv rundt om kræftknuden, som skal være helt fri for kræftceller.
Desværre manglede der ca. ½ cm i det ene hjørne.
Jeg kan næsten ikke holde tanken ud om, at jeg allerede skal opereres igen.
Nu er arret lige helet nogenlunde op og så skal de skære det op igen.
Det er fandeme irriterende.
Men det er jo for en sikkerheds skyld. Vi går med livrem og seler, sagde lægen.
Jeg får en tid til gen-operation den 18. november.

Jeg synes, at det er helt nedslående og mærkeligt nok er jeg den eneste, der forlader rummet og er trist.
Morten især og min mor er himmelrykte over den fantastiske besked. De forstår ikke min reaktion og spørger om jeg slet ikke har hørt efter, hvad lægen sagde.
Jo, jeg bliver gammel og det er da klart en fantastisk besked (det havde jeg helt ærligt også håbet på), men jeg havde ikke forberedt mig på endnu en operation. Jeg er ikke vild med overraskelser af den her slags. Synes faktisk ikke det er andet end ubehagelige overraskelser.
Nu går der yderligere 4 uger før jeg kan starte på efterbehandling. Havde håbet jeg bare kunne komme igang. Jo hurtigere jeg starter jo hurtigere er jeg færdig.
Nå, har lige nogle dage til at forberede mig på operation.