tirsdag den 2. juni 2015

Juni-tanker

Juni måned! Det er præcis denne måned, der minder mig om, da jeg første gang mærkede min knude i brystet. Den måned, hvor jeg prøvede at overbevise mig selv om, at det nok bare var en uskadelig én af slagsen. Men det viste sig at være starten på en helt vanvittig rejse i mit liv!
Når jeg idag 4 år efter tænker på alt det jeg og min familie, har været igennem og til dels stadig er, så forstår jeg faktisk godt, hvorfor jeg til tider føler mig som en dame på 100 år.
Min krop og mit sind har været på overarbejde de sidste 4 år. Og trods, jeg jo har det dejligt og er glad, så er det stadig svært for mig at forstå, at jeg IKKE har energi og kræfter til alt det jeg gerne vil. Jeg føler mig sommetider lidt skuffet over min krop, men samtidig taknemmelig over, at det trods alt ikke er værre. Det kunne jo være værre!
Så når jeg bliver små-muggen over, at må sige nej til arrangementer pga. manglende energi, når jeg tit og ofte føler mig syg pga. træthed og når jeg midt på dagen, er nødt til at hvile mig for at have energi nok til resten af dagen. Så må jeg jo huske på, at trætheden skyldes den medicin jeg får.
Og medicinen er den, der gør, at jeg stadig er her.

Fokus på de gode ting! Fokus på det jeg kan!