Guuud, det er to måneder siden jeg sidst har skrevet herinde. Jeg må straks melde alt vel herfra :-)
I december fik jeg svar på min CT scanning og den var som vanligt ok! Dejlig besked!
Så kunne vi med ro i sjælen holde jul og i år foregik det i sommerhuset. Så hyggeligt!
Ungerne fik dog en smule sommerhuskuller de sidste par dage, så det var vist godt vi ikke også skulle holde nytår deroppe.
Jeg bliver altid lidt små-sentimental ved juletid. Jeg får den der følelse af, hvor heldig og dejligt det er, at jeg stadig er her og kan holde jul med mine børn. Min familie. Taknemligheden vil ingen ende tage. Jeg har nu haft brystkræft med spredning i 3 år og alt er i ro takket være herceptin og en god portion held, tror jeg? Så min plan er at fortsætte den gode stil og give knoglemetastaserne det mindste opmærksomhed man kan forestille sig. Derfor har jeg heller ikke læst om noget der minder om kræft og derfor heller ikke været på bloggen her. Det var en rar og god ting for mig. Og jeg tror derfor jeg vil køre den stil videre i dette nye år.
Forvent derfor ikke nyt så ofte som før, men selvfølgelig kommer der lidt pip fra mig når noget virkelig trænger sig på og jeg bare må ud med det. Og der må jeg sige, at det hjælper at dele sine tanker med jer :-) Skrive, skrive, skrive... så er det ude og jeg har fået "luft". Nøjagtig som når jeg om sommeren smutter en tur på motorcyklen helt alene og bare får blæst tankerne igennem. Det er balsam for sjælen.
Dette år er derfor helliget mere balsam for sjælen, mindre opmærksomhed til sygdommen og flere dejlige oplevelser.
Rigtig godt nytår til jer, der læser med.